Spring til indhold

Den offentlige trafik binder hverdagen sammen

I et nyt biografspot fejres den offentlige transport i Holbæk Kommune. Movia har lavet filmen, der har Holbæks egne borgere som ”stjerner”. Filmen er optaget i busser, lokaltog og flextrafik i kommunen og er den første i en række af film, som Movia laver om borgere i den offentlig transport i landets kommuner.
26.11.2018

Det nye filmspot om den offentlige transport i Holbæk Kommune kan lige nu og indtil uge 50 ses i biografen i Holbæk. Med en ”stjernebesætning” af lokale borgere og chauffører, viser den lille 30-sekunders film, hvordan den offentlige transport binder by, land og borgere sammen.

I filmen fortæller borgerne deres egne små historier fra hverdagslivet i Holbæk, hvor de er på vej til eller fra sommerhuset, byen, rehabilitering, skole og træning.

Det er Trafikselskabet Movia og DOT, der står bag filmspottet, og Movias kommunikationsdirektør Camilla Struckmann er overvældet over den positive modtagelse fra borgerne i Holbæk.

”Det kan godt virke lidt voldsomt, når man tropper op med et filmhold i bus og tog. Men vi er blevet taget virkelig godt imod alle steder. Vi fik indtryk af, at Holbæk er en by med et stærkt fællesskab, og derfor håber vi, at der er noget i den korte biografspot, som alle i Holbæk kan identificere sig med”, siger hun og tilføjer:

”I Movia vil vi gerne sætte fokus på de mennesker, der kører med os, og på deres historier snarere end på systemer og bustyper".

Også i Holbæk Kommune er man glade for filmen, da man gennem borgernes egne fortællinger hører om den kollektive trafiks betydning i hverdagen.

”Vi er meget glade for filmen, fordi den handler om meget mere end offentlig transport. Den handler om kommunens borgere og værdien af den offentlige transport i vores lokalområder. I filmen får vi borgernes historier om både hverdagen og fritiden. Alt dét vi gerne vil give vores borgere en nem transport til og fra, og hvordan det binder det hele sammen”, siger John Harpøth, viceborgmester og formand for Udvalget for Klima og Miljø i Holbæk Kommune.



Feedback

Sidst opdateret

26.11.2018

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin