Pædagogen

Mette Gøthche

”Jeg er glad for mit arbejde og det fedeste er, at ikke to dage er ens, og at jeg gør en forskel for børnene".

Mette Gøthche har været pædagog i 19 år og har arbejdet i Bispehøjens Børnegård i 5 år. Bispehøjens Børnegård består både af vuggestue og børnehave. Mette arbejder i børnehaven.

”Det fedeste ved mit arbejde er arbejdet med mennesker, samarbejdet med forældrene, børnene og kollegaerne. Alt det til sammen gør, at det bare er fedt at gå på arbejde. Det er børnene, der primært er grunden til, at jeg er pædagog, men samarbejdet omkring børnene, med både forældrene og de tværfaglige kolleger, synes jeg også er sjovt og spændende,” siger Mette.

Aktiv dag med børnene

Mette har, sammen med andre pædagoger, ansvaret for mellemgruppen, som er de fireårige. Gruppen tager på tur ud af huset en gang om ugen. Det er forskelligt, hvor turen går hen, og det kommer også an på hvilket emne, gruppen arbejder med i øjeblikket. Turene kan gå til en legeplads i området, på biblioteket, på stranden eller noget andet.

”Vi laver mange forskellige aktiviteter med børnene, og her i huset er vi meget udendørs og ude af huset. Vi har nogle emner i løbet af året, som vi arbejder med. Det kan for eksempel være emnet natur og science. Her har vi i løbet af foråret og sommeren etableret en køkkenhave, hvor børnene har sået forskellige planter og grøntsager, som de efterfølgende har passet. I efteråret er det tid til at høste, og så holder vi høstfest, hvor de smager på det, de såede tidligere på året", fortæller Mette.

Ikke to dage er ens

”Jeg er glad for mit arbejde og det fedeste er, at ikke to dage er ens, og at jeg gør en forskel for børnene. Jeg har stor indflydelse på hvordan min dag ser ud, og hvilke aktiviteter jeg laver med børnene, ”siger Mette.

”Min arbejdsdag er meget alsidig. De opgaver, jeg løser i løbet af en dag, er også meget blandede. Jeg hjælper børnene med de ting de har brug for, men ellers prøver vi at lære børnene at kunne klare sig selv, så vidt muligt,” siger Mette.

Sjovt at være pædagog

Mette har altid haft en idé om at hun ville være pædagog. I 9. klasse var hun i praktik som pædagog, og der startede lysten til at blive pædagog. Mette tog gymnasiet efter folkeskolen, og derefter havde hun et par sabbatår, og så tog hun pædagoguddannelsen. Siden har hun arbejdet som pædagog og finder også glæde i de små ting der sker i hverdagen med børnene.

”Jeg glæder mig over de små finurlige og sjove ting børn siger og gør. Jeg glæder mig over at blive mødt af en krammer af børnene, når de møder hver dag. Jeg synes, det giver mening at se børnenes udvikling i løbet af de år, de er her. De bliver klar til at komme i skole og ud i verden. Det er blandt andet derfor, jeg synes, det er sjovt at være pædagog,” siger Mette.

Samarbejde på tværs

Personalet på Bispehøjen har et godt samarbejde med hinanden. Der er plads til sjov og hygge, men også til at sparre med hinanden, også hvis der er udfordringer.

”Jeg er glad for mine kolleger, vi er gode til at hjælpe hinanden og til at sørge for, at alle har det godt, både børn og voksne. Vi er gode til at vægte vores faglighed højt og sørge for, at vi udvikler os fagligt. Vi har stor grad af medbestemmelse, og vores leder giver os meget ansvar og har tillid til, at vi udfører vores arbejde professionelt. Det gør, at her er hyggeligt og rart at være, ” siger Mette.  

Mette har rig mulighed for at dygtiggøre sig og blive klogere på de ting, som interesserer hende.

”Jeg er tillidsrepræsentant, er sprogansvarlig og er praktikvejleder. Alt det er oveni at være pædagog, og det gør, at jeg synes jobbet bliver ved med at være spændende. Den faglige udvikling er alt sammen noget jeg har fået mens jeg har været ansat i kommunen, ” siger Mette.  

Senest opdateret 07-11-2023