Reduktion af midler til foreninger mm.

20.09.2023

Af Anni Olsen, Lokalforum Regstrup

Mulig reduktion af medlemstilskud til foreninger:
På sidste KB-møde var der forslag om at reducere medlemstilskuddet til idrætsforeninger mm. Dette forslag blev taget af dagsordenen, og er derfor ikke beskrevet i høringsmaterialet. Alt tyder desværre på, at forslaget kommer igen, når beskrivelsen er omformuleret, så det ikke længere tydeligt fremgår, at en del af besparelsen på breddeidræt og andre foreningsaktiviteter skal bruges på SKVULP og Holbæk 365. Et andet formål med besparelsen var tilsyneladende at understøtte svage børn og unge bedre ved dels at ansætte flere sagsbehandlere, dels at øge tilskud til fritidsaktiviteter for disse børn. Det er altid fint at øge opmærksomheden på og støtten til svage børn og unge, men i dette tilfælde svarer det til at fodre hunden med dens egen hale, da mange svage børn og unge i dag netop bliver grebet af foreningerne i lokalsamfundet og derved får del i fællesskabet. Den lokale frivillighed fungerer ofte bedre og først og fremmest hurtigere end den kommunale sagsbehandling. Desuden ville den mindst indgribende støtte være at yde et øget tilskud til foreningerne, så de fik mulighed for at give fripladser. Det var der nogle foreninger, som gjorde – formentlig af egen lomme – da de første ukrainske flygtninge kom til landet, og det gjorde en kæmpestor forskel for disse børn.

Generelle nedskæringer, frivillige foreninger og idræt:
Det er uhyre vanskeligt at afgive kvalificerede høringssvar til et materiale, som er så ufuldkomment, at nogle af de store besparelser på området slet ikke er beskrevet. Frivilligt folkeoplysende arbejde, Lokaletilskud samt Stadion og idrætsanlæg reduceres med hver 600.000 kr., men der er ingen omtale af årsag og konsekvenser. Sandsynligt er det dog, at det trækker i samme retning som den foreløbigt udsatte reduktion i medlemstilskud – de frivillige foreninger og områderne uden for Holbæk by svækkes.

Senest opdateret 19-04-2024