SIOU40-27

at bevare DNU og ikke yderligere reducére dette tilbud, for det er vigtigt både mentalt og socialt, for ramte hjerneskadede ældre i Holbæk Kommune

08.09.2023

Af Birgitte Smidt (nuværende kursist)

Kære Socialudvalg

Jeg skriver til jer, da det endnu engang har været oppe og vende om DNU skal reduceres.

Jeg skrev et læserbrev i marts 2023 til SN.dk, om samme emne og dengang blev forslaget taget af bordet, og det håber jeg på, at det sker igen.

Jeg går fortsat på DNU. Er meget glad for det. Jeg har haft nogle problemer i familien siden sidst jeg skrev og er blevet støttet og hjulpet af lærerne på DNU, så jeg ikke er endt der, hvor jeg var (totalt udbrændt) da jeg startede i forløbet. Det er vigtigt både mentalt og socialt, for ramte hjerneskadede ældre i Holbæk Kommune, at de får sådant et tilbud som DNU er nu og ikke en endnu mere skrabet model.

Det læserbrev jeg skrev, er stadig meget aktuelt, så det sender jeg til jer.


Reducér ikke DNU - Udvid det!

Jeg har fået en hjerneskade efter en blodprop i hjernen i 2005 og det nylige forløb i min familie, har gjort, at jeg ikke havde mere overskud at give af. jeg var totalt udbrændt. Jeg ringede til hjerneskaderådgiveren i Holbæk og kom til en visitationssamtale i DNU (det neuropædagogiske undervisningstilbud)

Efter at jeg i længere tid har skullet varetage min mands nylige diagnose "Parkinsons" og min yngste søns nylige diagnose "Aspergers Autisme" og depression. Har jeg kæmpet for, at de skulle igennem systemet på den bedste måde, (skrevet og været med til møder i det offentlige system) og de er landet der, hvor de er i dag. Min mand har fået førtidspension og min søn er påbegyndt uddannelse (laborant) hvor han har fået SPS-støtte.

Jeg kom til DNU udbrændt, meget hjernetræt og grådlabil. Følte at jeg var groet fast til min sofa og havde svært ved at tage mig sammen. Selv det at gå ud og koge et æg, var en overvindelse for mig. Var ked af, at jeg overhovedet ikke kunne tage mig sammen til de kreative sysler, som ellers havde givet mig indhold i mit liv. Var blevet mere slap og indadvendt end godt er. jeg er ellers et meget positivt menneske.

Jeg blev mødt af en stor faglighed og forståelse for min situation, fik lektioner i de kreative fag (keramik og håndarbejde), så jeg kunne inspireres til at komme i gang igen. Da jeg også har brug for, at få min person og situation på plads i mit liv, har jeg desuden fået "livet set fra oven", hvilket jeg synes er hårdt, men meget givende. Man får en stor forståelse for sig selv og de andre i gruppen og personligt synes jeg, at jeg bliver gjort stærkere psykisk, ved at deltage i dette fag. Desuden har jeg sang, hvilket giver mig livsglæde og stemme- og læsetræning.

Jeg valgte 2 dage om ugen, da jeg i den grad, havde brug for, at komme op af sofaen.

Nu glæder jeg mig til onsdag og fredag, hvor jeg skal mødes med dem alle sammen, både kursister og lærere. De giver mig så meget positivt feedback og jeg synes, at skyerne ikke er så sorte mere og sofaen er ikke helt så fristende. Min kreativitet er lige så stille begyndt at vende tilbage til mig, og jeg er dybt taknemmelig. Det giver mig livsglæde.

Der er endnu noget vej, men jeg føler, at det går i den rigtige retning.

Derfor undrer det mig, at et tilbud, der fungerer så godt, bliver foreslået, at der skal skæres endnu mere ind til benet. Jeg kan slet ikke se, at vi kan undvære nogle af vores lærere. De dækker, hver deres område og der er ikke noget område, der er mindre vigtigt. Vi sidder, os kursister, med hver vores hjerneskade og da vi er voksne mennesker og er ramt forskelligt, bliver der nødt til at være muligheder for at vælge flere fag, med henblik på personlig udvikling.

Jeg vil til sidst, være så fræk at foreslå, at man tilbyder et 2-årigt forløb, med mulighed for at komme 2 dage om ugen, hvis dette er hensigtsmæssigt, i samtlige 2 år. Desuden kunne det være rart med nogle flere lærere, til at løfte det store arbejde der er.

MVH
Birgitte Smidt
(nuværende kursist)
Holbækvej 27
4370 St. Merløse

Senest opdateret 18-04-2024