Spring til indhold

200. Høringssvar vedrørende nedlæggelse af fælles-skaberne (KUFU Tvær 1)

Økonomiudvalget, Udvalget for Plan, Bolig og Lokal Udvikling

Af Christina Hvalsø Hansen

Som fælles-skabere i Holbæk kommune anerkender vi den vanskelige men nødvendige prioriteringsopgave, I politikere står med – og vi anerkender, at fælles-skaber funktionen er med i forslagene, idet der, populært sagt, er tale om en ”kan-opgave”. Som medarbejdere, føler vi dog ikke, at det angivne materiale giver et retvisende billede af fælles-skabernes fulde opgaveportefølje, og dermed heller ikke i tilstrækkeligt omfang belyser konsekvenserne ved at nedlægge ordningen. Med dette høringssvar ønske vi derfor at bidrage med vigtig, supplerende viden, så jeres beslutning kan træffes på et oplyst grundlag.

Der er ingen tvivl om, at fælles-skaberne spiller en vigtig rolle i samarbejdet med kommunens lokalområder – hvilket også fremgår tydeligt af besparelsesforslag KUFU Tvær 1. Men derudover har fælles-skaberne en anden vigtig funktion, som desværre ikke er belyst i det materiale, der er sendt i høring – nemlig arbejdet med at styrke frivilligheden og kommunens samarbejde med frivillige blandt andet gennem nedenstående delopgaver.

Fælles-skaberne:

• Varetager den daglige drift af FrivilligCenter Holbæk, som rådgiver og servicerer frivillige og foreninger i dagligdagen, ligesom Frivilligcenterets lokaler kan lånes af foreninger til deres mødeaktivitet. Blandt andet huser FrivilligCenteret den frivillige økonomi- og gældsrådgivning, som bruges af mange økonomisk trængte borgere
• Yder online råd og vejledning via Facebook og nyhedsbreve om bl.a. frivillighed, puljer og lokal udvikling
• Administrerer fællesskabspuljen og Lokalområdernes Udviklingspulje
• Understøtter og udvikler kommunens samarbejde med frivillige på egne kerneområder – herunder yder vejledning til kollegaer om frivillighed og borgerinddragelse

Fælles-skaberne har i årenes løb oparbejdet en solid viden om frivillighed, borgerinddragelse og samarbejde med civilsamfundet, og den nuværende organisering sikrer en høj grad af samarbejde på tværs af kerneområder. Hvis funktionen nedlægges, kan en stor del af de ressourcer og den viden potentielt forsvinde fra organisationen. Dermed kan kerneområdernes samarbejde og sparring om netop frivillighed og borgerinddragelse fremover få meget vanskelige kår.

Med venlig hilsen
Fælles-skaberne i Holbæk Kommune



Feedback

Sidst opdateret

30.08.2023

Ansvarlig redaktør

Jonas Hosbjerg Nordlund