Spring til indhold

6. VBAF14 - Reduktion af 2 årsværk (Mobilitet og Ejendomme)

Økonomiudvalget

Af Andreas Willer Jørgensen på vegne af hele teamet, Vejmyndigheden i Holbæk Kommune.

 

Høringssvar til ”Besparelser – Budget 2023-2026”.

”VBAF14 - Reduktion af 2 årsværk (Mobilitet og Ejendomme)”

Forslaget omhandler kort sagt om at afskedige 1 medarbejder fra Vejmyndigheden og 1 fra Ejendomsadministrationen.

Som det er beskrevet i forslaget, vil en reduktion i Holbæk Kommunes Vejmyndighed betyde længere sagsbehandling.
Dette er rigtigt, men indeholder dog ikke alle de reelle yderligere konsekvenser.
Det skal derudover noteres at vejmyndigheden har været uden en direkte leder siden oktober, og der kan derfor stille spørgsmålstegn ved, om dette forslag er gennemgået/vurderet af en der kender afdelingen.

En kollega fra Vejmyndighed går på pension til sommer, som derved vil føre til færre ressourcer, denne afskedigelse er udover forslaget.
Forslaget ligger op til at afskedige 1 medarbejder yderligere fra Vejmyndigheden. Det lyder ikke helt til at der er taget højde for dette. Der kan sås tvivl om hvorvidt den ”dobbelte afsked” overhovedet er gennemtænkt.

Holbæk Kommune er endelig nået til et punkt, hvor vi både kan sagsbehandle borgerhenvendelser, men også planlægge trafikken for eksisterende trængsel m.m. men også planlægge for de fremtidige mulige konsekvenser for bl.a. den store byudvikling der kommer til kommunen.
Dertil kommer også at vi er i gang med se på hvordan man får flere på cyklen end bilen, og derved hjælper på CO2 niveauet.

Vejnettet i Holbæk Kommune halter meget bagud. Det gør det fordi der ikke har været tænkt trafik ind i det store ønske om at udvikle byerne.
Politikerne i Holbæk Kommune har desuden bedt om trængselsundersøgelser af Vejmyndigheden på flere indfaldsveje til Holbæk Kommune – Det er noget vi kan lave, fordi vi netop har ressourcerne til det nu.


Det er tydeligt at trafik er vigtigt for politikerne, men særdeles også borgerne.
På stort set alle borgermøder er trafik et stort emne og en stor bekymring for borgerne. Dette skyldes at ALLE borgere befinder sig i trafikken på en eller anden måde – Fodgængere, cyklister, køretøjer, offentlig transport… ALLE befinder jeg i trafikken.
Vejmyndigheden deltager på stort set alle borgermøder om fremtidige kommuneplaner/lokalplaner m.m., og der er altid spørgsmål angående trafik.
Hvis man ønsker at Holbæk Kommune skal være en kommune hvor borgere og virksomheder ønsker at flytte til, skal man sikre at trafikken kan følge med udviklingen.

Hvis forslaget vælges, vil der være 1 af følgende valg der skal tages:

1. Vejmyndigheden skal prioritere den daglige sagsbehandling for borgerne (overkørselstilladelser, beskæringssager, særlig råden over vejareal, Parkeringsservice, m.m.), og derved nedprioritere at forbedre trafiksikkerheden og den nuværende og fremtidige trafik (vejprojekter for fremtidige lokalplaner, trængselsplet analyser, trafiksikkerhedsplaner, m.m.)
- Umiddelbart godt for den enkelte borger der har et mindre afgrænset trafikalt problem, dårligt for dem der færdes i trafikken på en eller anden måde, og har brug for fremkommelighed, tryghed og sikkerhed i trafikken.
2. Vejmyndigheden skal prioritere at forbedre trafiksikkerheden og den nuværende og fremtidige trafik (vejprojekter for fremtidige lokalplaner, trængselsplet analyser, trafiksikkerhedsplaner, m.m.), og derved nedprioritere den daglige sagsbehandling for borgerne (overkørselstilladelser, beskæringssager, særlig råden over vejareal rådgivning om parkering, m.m.)
- Godt for dem der færdes i trafikken på en eller anden måde, og har brug for fremkommelighed, tryghed og sikkerhed i trafikken, dårligt for den enkelte borger der har et trafikalt problem der skal håndteres her og nu.

Kommunerne står for 51% af omkostningerne ved uheld med personskade (1) – Dette inkluderer udgifter til genoptræning, indkomstoverførsler, omkostninger til sygehus, omkostning til pleje m.m.
Et eksempel fra Jylland viser at et uheld med personskade har estimerede omkostninger på godt 800.000kr (2) som hænger på kommunen.

Hvis man ønsker at sænke omkostninger ved trafikuheld, som gælder mange andre afdelinger i kommunen, er man nødt til at forebygge uheld. Ikke bare spare og håbe.


Dertil beskriver forslaget at der ved travlhed kan være nogle administrative konsekvenser i form af eksterne konsulenter – Jeg kan love jer travlhed ved afsked af 2 medarbejdere, og kan derfor forsikre om at der skal findes yderligere økonomiske midler frem til de eksterne konsulenter.

En yderligere konsekvens beskrevet i forslaget er ”central håndtering af vejjuridiske spørgsmål”. Første problem med dette er at den retter sig direkte til juristen i Vejmyndigheden, og der blev fremlagt at forslagene ikke var møntet på nogen. Næste problem er hvor meget Vejmyndighedens juriske arbejde hjælper mere end kun de omkringliggende afdelinger – Anlæg, Byggesag, Plan, Drift, Asset Management, m.fl. benytter sig af den vejjuridiske kompetence fra Vejmyndigheden.
Hvis konsekvensen bliver at Vejmyndigheden skal trække på jurakompetencer centralt, vurderes det at det vil skabe markant forlængelse af sagsgangen som resulterer i øgede ressource omkostninger og forringet servicekvalitet for borgerne, samt de nævnte afdelingen ikke kan benytte denne kompetence. Dertil forventes sekretariatet at nedskærer antallet af jurister, og derved forringe ovenstående problematik yderligere.


1) Offentlige udgifter ved trafikulykker, COWI A/S, Trafikdage 2013
2) Så meget koster et trafikoffer, Jyllands Posten, 2018



Feedback

Sidst opdateret

30.08.2023

Ansvarlig redaktør

Jonas Hosbjerg Nordlund