Spring til indhold

149. Vedrørende Klubben Kig Ind

Socialudvalget

Af Pernille Jensen

Jeg er ansat i Klubtilbuddet Kig Ind. Dette er mit private indlæg med min egne holdninger, som jeg selv står til ansvar for.

Hver gang der tales om nedlukning af klubben, har jeg observeret en kæmpe uro blandt vores medlemmer. Det bekymrer mig, at der ikke er et alternativ til dem, hvis Kig Ind lukkes.

I mange år er der arbejdet for at voksne med handicap og/eller udviklingshæmning kan få deres egen lejlighed at bo i. Dermed flytter de fra institution eller hjemmefra på det tidspunkt, de fleste andre unge kommer til at bo for sig selv.

En god udvikling der forudsætter, man er i stand til at skabe sig et socialt netværk, hvis man skal undgå isolation og ensomhed. For en gruppe mennesker i vores samfund udfordrer det, selv at skulle tage initiativ til samvær med andre.
Derfor er klubben Kig Ind stadig et vigtigt tilbud.
Vi støtter vores medlemmer i at danne sociale relationer, vi skaber muligheder for at medlemmerne kommer ud og får oplevelser på lige fod med andre borgere, vi giver aftener og weekender indhold, i Kig Ind føler medlemmerne de har et frirum og vi ser udvikling i positiv retning, i takt med de succesoplevelser medlemmerne får sammen med os.

Når jeg i denne tid bliver spurgt: “Hvad skal vi så?”, ved jeg ikke hvad jeg skal svare - for sig mig, hvor skal vores medlemmer gå hen hvis vi lukker?

Jeg håber, jeg efter den 22/3-23 kan svare: “I skal komme i Kig Ind!”

Venlig hilsen Pernille Jensen



Feedback

Sidst opdateret

30.08.2023

Ansvarlig redaktør

Jonas Hosbjerg Nordlund