Spring til indhold

151. Home-Start Nordvestsjælland

Socialudvalget

Af Christina Jensen

Høringssvar i forbindelse med opsigelse af partnerskabsaftale med frivilligorganisationen HOME-START, Nordvestsjælland fra 2024.

Vi har stor forståelse for den vanskelige situation med at skulle skaffe de store besparelser i Holbæk kommune.
Vi kan fuldt ud tilslutte os beskrivelsen af vores arbejde og funktion og de borger- og institutionsrelaterede konsekvenser, der er beskrevet i forslaget fra administrationen.

Vi ønsker yderligere at pointere.

• Uden kommunal dækning af vores driftsmidler til bl.a. aflønning af vores uundværlige koordinatorer – intet HOME-START i Holbæk kommune. Koordinatoren er en indiskutabel del af HOME-START. At de frivillige kan støtte familierne, som de kan, sker i kraft af den uddannelse, matchning og sparring koordinatoren giver. Koordinatorens job er endvidere at tage sig af alt det, der er rundt om en familie i kaos, så den frivillige kan blive på det frivillige felt og ikke vælte, blive overvældet og eller slidt.
• For kr. 450.000,- årligt ydes der uvurderligt tidligt, forebyggende arbejde af frivillige i hjemmene i 30-35 familier årligt, repræsenterende endnu flere børn.
• Gennem de 12 år, vi har eksisteret i Holbæk kommune, har gruppen af familier, vi hjælper, udviklet sig til i langt højere grad at være familier med vanskelige/uoverskuelige problemstillinger. Vi har her udviklet et eksemplarisk samarbejde med forvaltningen. Vi kan ofte komme ind i familier præget af mistillid, afmægtighed og opgivelse, - få opbygget tillid og hvor der er behov, være behjælpelig med at skabe kontakt til kommunen, andre støttemuligheder, arbejds- og uddannelsesinstitutioner. Erfaringerne med sikkerhedsnet i form af den frivillige og koordinator kan blive trædesten for familien til at genoptage eller udbygge netværk og sikkerhedsnet for fremtiden. Ofte bibeholder familien og den frivillige en vis kontakt efter et afsluttet forløb.
• Ved at komme regelmæssigt i hjemmet ser den frivillige, når køleskabet er tomt, regninger ikke kan betales m.m. Via donationer, opslag på Face-book m.m. kan vi i specielle krisesituationer hjælpe familier her og nu. Under perioden med Corona, hvor nogle familier led ekstra økonomisk og socialt, fik vi rejst penge og fundet lokale og private samarbejdspartnere, så vi kunne levere måltidskasser til udvalgte familier i en periode.
• Som frivillig organisation kan vi yde omsorg, nærvær og støtte til disse trængte børnefamilier som en kommune aldrig vil kunne. Så sammen - kommune og frivillig organisation kan vi så meget mere end hver for sig. Erfaringen med at opleve omsorg og nærvær og muligheden for at række ud efter hjælp, nogen for første gang - er noget vi ved, både voksne og børn bærer med sig videre i livet.
• Ved opsigelse af samarbejdsaftalen fra 2024 mistes det lange seje træk med at blive kendt og brugt af både familier og samarbejdspartnere. Vi ved at familier, vi tidligere har støttet, finder tryghed i bare at vide, at vi findes.
• Vi er ikke i tvivl om at vores tidlige forebyggende indsats giver væsentlige kommunale besparelser både på kort og langt sigt. I form af sparede foranstaltninger, kontanthjælp, sygedagpenge. Der vil blive mange familier, der går under radaren. De vil være præget af mistrivsel, ensomhed, isolation og håbløshed med hvad det kan medføre livslangt for specielt børnene.

Vi håber meget, at I midt i den meget vanskelige situation, vil finde ud af at prioritere det fortsatte samarbejde med os i HOME-START ved at videreføre vores partnerskabsaftale.

Med venlig hilsen

Christina Jensen
Bestyrelsesformand HOME-START, Nordvestsjælland

Karen Fabricius Hansen
kasserer



Feedback

Sidst opdateret

30.08.2023

Ansvarlig redaktør

Jonas Hosbjerg Nordlund