Spring til indhold

190. MED Bekymring for lukning af Kig Ind og Samværstilbud

Socialudvalget

Af Lotte Vandel

Høringssvar fra MED Voksen Tilbud Handicap

I forhold til besparelsesforslag SIOU40-21 og SIOU40-22
SIOU40-21 Nedlukning af Kig Ind - selvvisiterende klubtilbud efter SEL §104 for borgere med udviklingshæmning
SIOU40-22 Nedlukning af Samværstilbud Jyderup - selvvisiterende aktivitetstilbud efter SEL §104 for borgere med udviklingshæmning og kognitive handicaps.

Først vil vi gerne anerkende det grundige arbejde med at belyse besparelsesforslagene og at eventuelle konsekvenser generelt er velbeskrevne i spareforslagene. Men vi har behov for at supplere yderligere, så I som politikere kan blive klædt så godt på som muligt.
MED Voksen Tilbud Handicap, den ene halvdel af det voksenspecialiserede område, har en generel bekymring ved at der endnu en gang ses besparelser i indsatser til de mest udsatte borgere. Mange af indsatserne er forebyggende og/eller selvvisiterende/uvisiterede, det vil sige kræver ikke visitation fra en sagsbehandler.
Vi henleder jeres opmærksomhed på at der er højrisiko for at disse besparelser vil medfører opgaveglidning og merudgift for borgernes boenheder og/eller behov for mere individuel støtte, typisk efter §85 og/eller §83.

Vi er i lighed med MED Psykiatri Voksen Tilbud og Myndighed bekymrede for at besparelserne kan have en negativ økonomisk konsekvens for andre sektorer. Der er evidens for at ensomhed medfører og forværrer flere somatiske og psykiske sygdomme. Flere af de indsatser der lige nu står til besparelse, vil utvivlsomt betyde en merudgift i andre instanser, både internt i vores egen kommune, men også eksternt bla. og ikke mindst i sundhedsvæsenet. Det sidstnævnte har ikke en nu og her synlig konsekvens på SIOU eller kommunens øvrige økonomi, men ud fra et samfundsansvarligt perspektiv er det problematisk og vil også i sidste ende forventeligt have en unødig negativ økonomisk konsekvens for Holbæk Kommune som helhed.
Vi oplever mange steder indenfor voksenspecialområdet rekrutteringsvanskeligheder og hvis de omfattende besparelsesforslag vedtages vil det have betydning for vores renommé og tiltrækningskraft over for specialiseret arbejdskraft.
Vi vil desuden gøre opmærksom på at det kræver tid at opbygge faglighed, viden og kunnen i så fald at man om få år skifter mening og ønsker at genetablere disse for nuværende veldrevne og velbesøgte tilbud.
Vi har et ønske om at man kommunalpolitisk vil tage bekymringen om kommunernes generelle udfordring med at have fornøden økonomi til at kunne løfte forpligtelserne på de specialiserede område med videre til landspolitisk niveau.
Medarbejderne helt tæt på borgerne i de konkrete indsatser, hvor der er stillet til forslag om besparelser, har bidraget til en yderligere og nærmere beskrivelse af konsekvenserne i berørte tilbud. Disse kommer nedenfor.
- Personalet Samværstilbud Jyderup
- Personalet Kig Ind

Høringssvar til forslags nr. SIOU40-21 og SIOU40-22
Lukning af § 104 Samværstilbud Jyderup og Kig Ind

Høringssvaret indgivet af personalet Samværstilbud Jyderup

Vi vil starte med at henvise til kommunens egen nyligt udarbejdet og vedtagne Politik for børn, unge og voksne med særlige behov.
Hvor man i politikken har tre overordnede mål: TRIVSEL, FÆLLESSKAB OG UDVIKLING.
Citat fra politikken:
TRIVSEL, FÆLLESSKAB & UDVIKLING POLITIK FOR BØRN, UNGE OG VOKSNE MED SÆRLIGE BEHOV HOLBÆK KOMMUNE 2021-025:
Politikken skal sikre, at Holbæk Kommune efterlever FN’s handicapkonvention, som Danmark har forpligtiget sig til. Det betyder, at kommunen skal skabe forudsætninger for, at personer med handicap har lige muligheder og samme rettigheder som andre mennesker. Kommunen har ansvar for at sikre den nødvendige kompensation.
Med politikken ønsker Kommunalbestyrelsen at skabe gode rammer for, at borgere med særlige behov kan opleve et værdigt og selvstændigt liv med trivsel, fællesskab og udvikling.
En lukning af ovennævnte tilbud harmonerer dårligt med kommunalbestyrelsens egne intentioner.
Brugerne af tilbuddene er nogle af samfundets mest udsatte og socialt isolerede mennesker.
Denne gruppe borgere kan ikke benytte sig af samfundets ”normale” vifte af tilbud. For mange er deres eneste sociale netværk andre brugere af aktivitetstilbuddene. En lukning af disse tilbud vil medføre en væsentlig forringelse af deres sociale liv og konsekvenserne vurderes at være følgende:

-Betydelige begrænsninger i brugernes forudsætninger for at leve et liv med udvikling, fællesskab og udfoldelsesmuligheder, da Samværstilbud Jyderup og Kig Ind er de eneste tilbud, der findes i Holbæk kommune for denne brugergruppe.
- Reducerede muligheder for at kunne mødes med ligesindede i sociale fællesskaber og danne netværk. Stor risiko for isolation og ensomhed hos de borgere, der bor i egen bolig og dermed risiko for forværring af borgernes funktionsniveau og et mindre selvstændigt liv.
-Øget behov for §85 støtte hos borgerne, da mange af borgernes problematikker tages i opløbet når de møder pædagogisk personale i samværstilbuddet.
Borgerne i målgruppen har ikke mulighed for at deltage i fællesskaber i det omgivende samfund, idet de ikke har de fornødne færdigheder til at etablere relation til andre og fastholde relationer uden socialpædagogisk støtte.
I forhold til spareforslag SIOU40-22:
Det vurderes, at den lokale beliggenhed i Jyderup har en stor betydning for den gruppe borgere, der benytter tilbuddet, og at et tilbud beliggende i Holbæk By som Kig ind (som også er et besparelsesforslag), ikke vil være en mulighed for dem alle.
Hvis tilbuddene lukker vil det være nødvendigt med øget § 85 støtte til at søge andre fællesskaber og for at kompensere for større mistrivsel.
Udover at fungere som samværstilbud danner Samværstilbud Jyderup også ramme som personalebase for en gruppe udekørende hjemmevejledere, 9 medarbejdere i Bo og støtte handicap, som primært yder bostøtte til borgere i den vestlige del af kommunen.
Hvis Samværstilbud Jyderup lukkes helt, vil denne personalegruppe mangle et sted til afholdelse af møder, større dokumentationsopgaver, faglig sparring med kolleger, frokostpause og toiletfaciliteter. Desuden er det ofte en fordel at kunne mødes med borgere her, fx hvis en borger ikke ønsker at mødes i hjemmet, eller hvis en borger udviser en truende adfærd.
Det vil være tidsmæssigt og økonomisk uholdbart, hvis denne personalegruppe skal have personalebase i Holbæk by og det vil derfor være nødvendigt at finde alternativ base i Jyderup.
Det vil være en stor arbejdsmiljømæssig belastning, hvis gruppen skal mangle en personalebase i den vestlige del af kommunen, i længere tid. Derudover vil det betyde øget brug af biler og øget tidsforbrug på transport, som vil gå fra løsningen af kerneopgaven med at yde hjælp til borgerne. Som jo trods alt er det vi er sat i verden for.

Mvh. Personalet Samværstilbud Jyderup

Høringssvar til SIOU 40- 21. (Nedlukning af Kig Ind)

Høringssvaret indgivet af personalet i Kig Ind

VI HAR ALLE BRUG FOR AT HØRE TIL.
Overskriften på en igangværende landsdækkende kampagne fra Danske Handicaporganisationer.
Fotoudstillingen har lige hængt i centrum af Holbæk. I forbindelse med udstillingen kan vi læse: “Adskillige undersøgelser viser, at mennesker med handicap har sværere ved at deltage i samfundets forskellige fællesskaber.”

Netop derfor er Kig Ind en vigtig klub for den gruppe borgere, der benytter os. Og Kig Ind er den eneste eksisterende klub i Holbæk kommune, der målrettet henvender sig til voksne udviklingshæmmede.
Sidste alternativ var HHIF (Holbæk Handicap Idrætsforening), som lukkede for to år siden på grund af manglende tilslutning af frivillige medarbejdere.
Kig Ind har 73 medlemmer og et gennemsnitligt fremmøde af 52 medlemmer pr. uge.

Vi personaler i Kig Ind er naturligvis bekymrede for vores arbejdsplads - men mest af alt er vi bekymrede for vores medlemmers almene trivsel.
Der er evidens for at udsatte har svært ved at få kontakt til det etablerede foreningsliv. Det betyder at vores medlemmer ved en nedlukning, reelt ikke vil have mulighed for at få et liv, med indhold og udvikling på lige fod med andre borgere i kommunen.

I Kig Ind skaber vi de rammer for fællesskab, som andre får gennem deres familier, vennegrupper eller gennem aktiviteter, der giver et meningsfuldt liv. Kig Ind er et fælles VI.
Vi arrangerer ture til seværdigheder, som andre mennesker besøger.
Kig Inds medlemmer har hvert år mulighed for at komme på ferie med klubben mod egenbetaling, ligesom de andre aktiviteter (også mod egenbetaling). Alternativt ville de ikke komme afsted. De få der er heldige at have familie vil måske komme afsted med dem. Men som vi hører det fra mange medlemmer, vil de gerne holde ferie med deres venner og gerne i de rammer Kig Ind kan tilbyde dem.
Kort sagt vi forsøger at skabe muligheder for, at vores medlemmer kan få et rigt og meningsfuldt liv med sociale fællesskaber og udfoldelsesmuligheder

Når vi på hverdage mødes i Kig Ind, har vores medlemmer brug for at ventilere og bearbejde, hvad de har oplevet i løbet af dagen. Det kan sammenlignes med, når andre mødes i familien eller i andre sociale relationer efter en arbejdsdag.
Gennem samtaler hjælper vi vores medlemmer med at forstå den verden, de lever i. Vi understøtter udvikling for det enkelte medlem og etablering af relationer på tværs af klubben.

Da vi orienterede medlemmerne om spareplanerne - kom reaktionerne prompte; "Nu igen" - “Så kommer jeg til at sidde hjemme og rådne op”.

Mange husker de omkostninger nedlukningen havde for dem under Covid 19 pandemien. Den isolation har trukket lange spor.

I den forgangne uge er der kommet mange følelsesmæssige udbrud fra vores medlemmer; Vi er bange for ensomhed, vi er bange for hvordan vi skal komme på ferie, så kommer der ingen weekendudflugter - sådan lyder de reaktioner vi får.
Det skyldes at vores medlemmer er udfordrede i selv at etablere kontakten til omverden.
At komme i Kig Ind hjælper medlemmerne til at undgå komplet social isolation.

Frustration og tristhed over igen at være usikre på klubbens eksistens og dermed om medlemmerne kan risikere at miste deres fristed, præger stemningen i klubben lige nu.

Vi gør opmærksom på at en lukning af Kig Ind, efter vores vurdering vil generere dyrere løsninger et andet sted i det kommunale system for vores medlemmer. De fleste medlemmer har et minimum af støttetimer og nogen slet ingen. De vil sandsynligvis alle være i målgruppen for at kunne modtage individuel § 85 støtte.

Konsekvensen af lukning kan være at det enkelte medlem vil få et større støttebehov og at den mentale sundhed vil lide et knæk hos flere.

På vegne af vores medlemmer, håber vi, I vil genoverveje besparelsesforslaget ’Lukning af Kig Ind.’

Venlig hilsen
Personalet i Kig Ind

Vi håber I vil tage ovenstående høringssvar med i jeres overvejelser når I skal beslutte de kommende besparelser.

På vegne af det samlede MED udvalg Voksen Psykiatri Tilbud og Myndighed
Næstformand
Henrik Sørensen
TR Socialpædagogerne
Formand
Lotte Vandel
Strategisk leder



Feedback

Sidst opdateret

30.08.2023

Ansvarlig redaktør

Jonas Hosbjerg Nordlund