Spring til indhold

221. Indsigelse imod Tilbagerulning af midler til udvikling af handelslivet i Tølløse, Svinninge, Jyderup mv

Udvalget for Beskæftigelse, Uddannelse og Erhverv

Af Tommy Sørensen

VBAF 2 - Tilbagerulning af midler til udvikling af handelslivet i Tølløse, Svinninge, Jyderup mv.
Svinninge Lokalforum har et forbilledligt samarbejde med Svinninge Erhvervsforening og sammen har vi investeret i adskillige tiltag til glæde for borgerne i Svinninge.
Eksempelvis er investeret i blomsterkummer, borde/bænke, arrangementer, optog og juleudsmykning. Tiltag som alle giver stor glæde i vores by, hvilket let kan aflæses, både i den store opbakning til vore arrangementer, men også ved de mange glade og positive tilkendegivelser på sociale medier.
For at sikre Svinninge fortsat vil fremtræde som en aktiv by, hvor det er attraktivt at bosætte sig, for såvel private borgere som for erhverv, er det vigtigt at fortsætte arbejdet. I den forbindelse har vi brug for de ekstra økonomiske kræfter, som det lokale erhvervsliv kan bidrage med. Lokalforum har på ingen måde mulighed for at bære opgaven økonomisk alene.

I vores øjne er det en meget forkert beslutning kun at støtte udviklingen i Holbæk by og glemme udkantsbyerne omkring Holbæk. Det er et kedeligt signal for borgerne, at få Svinninge stemplet som mindre vigtige og et stort tilbageslag for det store arbejde, frivillige kræfter ligger i byen og byens fremtid.

Ikke mindst set i lyset af, at alle lokalfora, ikke kun Svinninge Lokalforum, i flere år har kæmpet en kamp med Holbæk Kommune, for at sikre mere inddragelse og indflydelse på vort lokalområde.
Vi havde forståelsen af, at Holbæk kommune havde en ægte interesse i, ikke kun at støtte Holbæk by, men også at give mulighed for at bringe liv og udvikling til de større handelsbyer i kommunen.

Det signal der afsendes her, går i den stik modsatte retning og risikerer at sætte os år tilbage i arbejdet. Det kan ikke undgå at påvirke motivationen hos de mange frivillige, som bærer læsset i det daglige.

Svinninge Lokalforum ønsker derfor at gøre indsigelse i, at Holbæk kommune skærer støtten i lokal byudvikling. Vi mener det er en skæv fordeling af interessen for kommunens beboere.

Vi håber derfor Holbæk Kommune vil revurdere dette spareforslag og stadig stå inde for det arbejde, og de løfter, der er afgivet til lokalområderne uden for Holbæk, og vi i lokalområdet stadig får mulighed for at fortsætte det gode arbejde for Svinninge.



Feedback

Sidst opdateret

30.08.2023

Ansvarlig redaktør

Jonas Hosbjerg Nordlund