Spring til indhold

226. Børnenes skole???

Udvalget for Børn og Skole

Af Søren Lykkehøj

21/2-2023 - Høringssvar Skolebestyrelsen Svinninge Skole.

Skolebestyrelsen ønsker at bemærke den korte høringsfrist, der for vores vedkommende har været 3 dage, idet skolerne og deres elever og forældre har vinterferie i uge 7.

Revisitation af elever.

Det er vores håb og ønske at der kan forhandles nye kontrakter på området. Men hvis man bliver nødt til at opsige kontrakter og hjemtage elever, er det vores bekymring at konsekvenserne kan blive mange og på sigt dyrere.

Disse elever er visiteret af en god grund, i et tilbud der har speciale og nødvendige kompetencer, som vi ikke har på folkeskolerne bredt set. Vi tillader os at tvivle på at der er elever anbragt, som ikke har et behov herfor. At få dem tilbage til vores folkeskole, kan skade det enkelte barns trivsel, klassens trivsel, og i sidste ende få andre elever og forældre til at fravælge den lokale skole. Man kunne også frygte at medarbejder vælger Holbæk fra, hvis elevdelen bliver endnu tungere.
Man kunne desuden være bekymret for at revisitationen kommer til at hvile for meget på økonomien og ikke udelukkende på elevens faglighed og trivsel.

Reducering af pædagogernes deltagelse

Pædagogens deltagelse i undervisningen er af afgørende betydning for arbejdet med klassens trivsel, vi har behov for mange flere 2 voksne timer, især i de mindste klasser, for at arbejde med børnenes sociale kompetencer, som de får brug for ikke bare i folkeskolen, men hele livet. Det vil utvivlsomt påvirke vores dagligdag, hvor det kan være vanskeligt for en voksen at nå ud til 25 elever både fagligt og relationsmæssigt på de 45 min. en lektion varer.

Vores muligheder for at arbejde med frihedsforsøg, mellemformer, inklusion og anderledes skole vil være væsentligt forringet, i forhold til flexibel planlægning og som vi I Svinninge har arbejdet med leg og læring i indskolingen, som netop bygger på disse 2 voksen timer.

Specifikt for Svinninge ligger det os meget på sinde, at denne type besparelse kan påvirke vores mulighed for at leve op til de aftaler der er indgået med STUK i forbindelse med vores tilsyn. Det vil vanskeliggøre arbejdet og forhale den tid det vil tage at bringe os ud af dette tilsyn.

Nedlæggelse af klub

Der er i dag ikke klubtilbud i alle lokalmiljøer. Det stiller vores unge mennesker uens, at en elev i Svinninge har mulighed for at være en del af en ungdomskultur under ungdomsskolen, mens elever i Kildebjerg kan hænge ud, på Nettos parkeringsplads. Det er ikke bare skadeligt for de unge, men også lidt utrygt for vores ældre medborgere, når de unge fylder for meget på gader og stræder.

Bestyrelsen på Svinninge skole



Feedback

Sidst opdateret

30.08.2023

Ansvarlig redaktør

Jonas Hosbjerg Nordlund