Spring til indhold

313. Holbæk By Dagtilbud MED og Områdebestyrelse

Udvalget for Børn og Skole

Af Rikke Skude Ravnholdt

februar 2023

Høringssvar Budget 2023-2027
MED og Områdebestyrelse Holbæk By Dagtilbud

Rammebesparelser på dagtilbud:
Vi bygger på en viden om, at høj kvalitet i dagtilbud er med til at sikre bedre skolegang, bedre uddannelsesmuligheder, bedre job og mindre behov for velfærdsydelser – og i det hele taget en bedre livskvalitet for vores børn. Det er viden om, at når børn vokser op i udsathed, så sætter det spor gennem hele barndommen, skole- og uddannelsesforløbet.
Det er en kendt problematik, at børns familiebaggrund påvirker børns udviklingsmuligheder, og at der er sammenhæng mellem børns socioøkonomiske baggrund og deres udvikling.
Derfor er vi også bekymrede for den kvalitetsforringelse en besparelse på dagtilbudsområdet vil medføre.
Holbæk By Dagtilbuds andel af den varslede rammebesparelse svarer til 992.640 kr. og da besparelsen er varig er der tale om en varig kvalitetsforringelse.
”De lavthængende frugter” er for længst plukket og uagtet om besparelsen findes på normeringen eller uddannelse vil det betyde en forringelse af kvaliteten. Når vi nu ved fra forskningen at den tidlige og forbyggende indsats er utrolig vigtig – ikke mindst set i et økonomisk perspektiv, er det i vores optik en forkert prioritering, som vi ikke kan anbefale.
En krone investeret i kvalitet på 0-6 års området giver højere effekt end samme investering senere i barnets liv
J. J. Heckman, professor i økonomi – tidligere modtager af nobelprisen i økonomi


Reducere antallet af områdeledere:
Forslaget om en ændring af områderne fra 4 til 3 og derved en besparelse på en områdelederløn er der forståelse for. Man skal dog være klar over det ikke er uden konsekvenser at omorganisere områder. Det vil koste ressourcer i forhold til reetablering af nye områder og ændring af ledelsen. En del af opmærksomheden på pædagogiske initiativer og drift vil i en periode afløses af etablering af nye lederfællesskaber, områder, politikker og praksisser for områderne.

Med venlig hilsen
MED-udvalget og Områdebestyrelsen Holbæk By Dagtilbud



Feedback

Sidst opdateret

30.08.2023

Ansvarlig redaktør

Jonas Hosbjerg Nordlund