Spring til indhold

139. Høringssvar vedr. forslag om nedlæggelse af Fællesskaberne

Udvalget for Plan, Bolig og Lokal Udvikling

Af Anni Olsen

Lokalforum Regstrup mener, at det er en meget dårlig ide at spare på Fællesskaberne. Hvis Fællesskaberfunktionen forsvinder fra Holbæk Kommunes administration, mener vi, at hele strukturen med Lokalområder og Lokalfora blot bliver en tom skal, som på ingen måde kan varetage den vigtige funktion med at sikre, at der sker udvikling af Holbæk Kommune uden for Holbæk by.
Udvikling af lokalområderne er vigtigt for os, som bor her, men det er også vigtigt for Holbæk Kommunes status som tilflytterkommune, at de små lokalsamfund er i stadig udvikling og forbliver attraktive at flytte til. Her spiller Fællesskaberne en stor rolle.
I forvejen er hele området i høj grad baseret på frivillighed, og der er tydelig forskel på prioriteringen af projekter i de enkelte lokalområder afhængigt af, hvor godt det frivillige samfund fungerer. Områder med stærke frivillige kan muligvis klare sig en tid uden Fællesskaberne, da der ofte er udviklet en god projektkultur og et godt kendskab til såvel kommunens administration som til fundraising. Områder med en svagere frivillig-kultur kommer i endnu højere grad end hidtil til at falde bag af dansen. Disse områder har brug for Fællesskabernes støtte på flere områder:
1. Hjælp til at sikre et stærkt lokalforum, som kan repræsentere området bredt, både geografisk og foreningsmæssigt
2. Støtte til at arbejde med områdets generelle udvikling
3. Hjælp i forbindelse med gennemførelse af projekter
4. Hjælp med fundraising
Regstrup Lokalområde er et meget diffust område, med et stærkt sportsfællesskab, men ellers stort set uden sammenhængskraft, og foranlediget af tidligere hensigtserklæringer havde vi set frem til, at Lokalforum Regstrup sammen med kommunen kunne lægge en plan for det samlede områdes fremtidige udvikling. Nu tager man både økonomi og Fællesskaber ud af ligningen – det er meget desillusionerende.



Feedback

Sidst opdateret

30.08.2023

Ansvarlig redaktør

Jonas Hosbjerg Nordlund