Spring til indhold

Dokumentationens veje og vildveje

I 2018 blev der nedsat en arbejdsgruppe bestående af fagcentret og Holbæk lærerkreds. Opgaven lød på at afdække dokumentationskrav i folkeskolen.
01.02.2019

Af Charlotte Nielsen

På årets sidste udvalgsmøde i Pad havde vi besøg af en arbejdsgruppe bestående af Holbæk lærerkreds og Læringscentret, som har stået for en analyse om dokumentationskravene i folkeskolen. Opgaven var at få kigget på, hvilke dokumentationskrav samt krav om deltagelse i udviklingsprojekter, som indgår i folkeskolens arbejde: dokumenterer vi for meget!

Svaret er, at stort set alt dokumentation i folkeskolen er direkte lovbunden eller på anden måde obligatorisk eller en forudsætning for, at opgaven kan løses med den fornødne kvalitet. Så ud fra den undersøgelse som arbejdsgruppen har stået bag, så er det vanskeligt at dokumentere mindre. Så rigtig mange dokumentationskrav kommer fra ministerierne.

Det gjorde kravet om en læringsplatform også. Merete Riisager besluttede, at alle kommuner skulle have en digital læringsplatform fra d. 1.jan. 2017. Elevplanerne skulle digitaliseres. I Holbæk kommune blev det til, at fagcentret købte læringsplatformen Min uddannelse. Ved samme lejlighed lavede ledelsen på skoleområdet og fagcentret en implementeringsplan i flere faser, hvor den sidste fase er fuld implementering i august 2020. Læringsplatformen indgik også i lærerkredsens og læringscentrets evaluering, og derfor giver det også mening at nævne den her. Der blev valgt en læringsplatform, som kan opfattes som en type, der taler ind i mere dokumentation end kravet egentlig var fra undervisningsministeriet.

Jeg undrer mig over, hvorfor man ikke lod det være op til det faglige personale selv at vurdere, hvad og hvordan det giver mening at bruge platformen i forhold til det daglige arbejde, i stedet for at lave en implementeringsplan? Når man læser arbejdsgruppens vurdering af, hvad der tager tid, ja så vil læreren og pædagogen opleve, at hvis de bruger selvvalgte redskaber i forhold til evalueringer end den digitale løsning som læringsplatformen er, så vil det typisk opleves som en ekstra opgave.

Tester og dokumenterer vi for meget i vores kommune – kan det gøres mindre eller anderledes? D. 1. august 2019 skal der implementeres en ny samarbejdsplatform som hedder AULA som træder i stedet for Skoleintra og her anbefaler arbejdsgruppen, at der ryddes op i kommunikationskanalerne, og at forventningerne afstemmes både mellem personalet og ledelsen, men også imellem personalet og forældrene.



Feedback

Sidst opdateret

12.04.2019

Ansvarlig redaktør

Vivi Guldhammer