Spring til indhold

Kan du styre dig?

Hvordan kan vi skabe en ny kultur omkring forenkling? - det kan vi med en ny metode som invitere både Medarbejdere og chefen med rundt om bordet.
09.01.2019

Af Charlotte Nielsen

Selvfølgelig kan du det. Du har været igennem en lang træningsproces, fra du som treårig udfordrede dine forældre på deres autoritet og ret til at bestemme over og styre dig, op gennem teenageårene, hvor du efterhånden fik fat på, at der er altså nogen uden for dig, der også må og skal styre: din skole, uddannelse, fritidsjob osv.

På arbejdspladsen styrer vi os selv og omgås hinanden forhåbentlig på en hensigtsmæssig måde, men vi lader os også styre af vores daglige ledelse og den er igen styret oppe fra. Og styring er nødvendigt, men vi skal være opmærksomme på for meget eller forkert styring. For at blive klogere på, hvordan vi kan forenkle styringen i vores kommune – så inviterede vi i november måned gæster fra KL ind til en snak om en ny metode inden for forenkling.

Som sædvanlig har sådanne kommunale værktøjer altid lidt mærkværdige navne, som ganske almindelige mennesker måske ikke lige sætter i forbindelse med det gode, velkendte ord ”Forenkling” – i dette tilfælde hedder værktøjet ”Samskabt styring”. I Samskabt styring gælder der tre grundprincipper, nemlig at noget styring bare skal forbedres. Et andet vigtigt princip er, at det både er den ledelse og de medarbejdere, der har aktier i styringen, som skal inddrages i forenklingen af styringsprocessen og det tredje og sidste princip er, at man opbygger en fælles kultur om løbende at forenkle de styringskæder, som vi alle er en del af på vores kommunale arbejdspladser.

Hvordan det virker i virkeligheden, har vi sat os for at afprøve i det nye år, hvor vi skal arbejde med ledelsesstrukturen inden for folkeskoleområdet. Hvem skal styre dig på din arbejdsplads – ud over selvfølgelig den pli, som man som helt almindeligt dannet menneske er i besiddelse af? Hvor i styringskæden er du, og hvilke dele af din kæde kan du se, at her kan der forenkles? Skal der lægges flere beslutningskompetencer længere ud i styringskæden, så det måske ikke er den øverste ledelse, der tager beslutningen fjernt fra det kerneområde, som har brug for, at der bliver taget en beslutning?

Det er nogen af de spørgsmål som vi gerne vil grave os ned i det næste halve år i PAD. Måske nogen i virkeligheden kan genkende metoden hjemmefra teenageværelset eller indkøbsturen med den treårige.



Feedback

Sidst opdateret

12.04.2019

Ansvarlig redaktør

Vivi Guldhammer