Spring til indhold

Valgplakater

Valgplakater til EU-Parlamentsvalget må ophænges op fra lørdag den 4. maj 2019 kl. 12.00 før valget. Se regler for ophængning af valgplakater.

Generelt

Valgplakater til EU-Parlamentsvalget må ophænges op fra lørdag den 4. maj 2019 kl. 12.00 før valget. Valgplakaterne og de midler, der er brugt til at hænge dem op med (strips eller snore) skal være taget ned igen senest onsdag otte dage efter valget ved døgnets afslutning.

Valgplakater skal forsynes med navn, adresse, e-mailadresse og telefonnummer på den, der har iværksat ophængningen. 

Der skal ikke søges om tilladelse til opsætning af plakater, hvis plakaten er mindre end 0,8 m². Ønsker et parti eller andre at ophænge større plakater, bannere eller skilte, skal der søges om tilladelse. Ansøgning skal sendes til Vækst og Bæredygtighed. Oplys så mange detaljer som muligt og send gerne et foto med.

Hvor må valgplakater hænges op?

Valgplakater må hænges op på master til vejbelysningen og til brug for elforsyningen, og på offentlige veje også på vejtræer, hegn samt på indretninger fæstnet i jorden, der skal bruges til at fremvise valgplakater.

Valgplakater skal ophænges forsvarligt og på en sådan måde, at de ikke dækker for autoriseret afmærkning, herunder færdselstavler, vejvisningsskilte og lignende, forhindrer hensigtsmæssige oversigtsforhold eller i øvrigt udgør en fare for trafiksikkerheden.

Læse mere om valgplakater og se vejledninger på Vejdirektoratets hjemmeside

Valgplakater må ikke hænges op

Valgplakater må ikke hænges op på en måde, der medfører skader på eller ændringer af vejtræer eller master til vejbelysning, hegn og indretning til forsyningsvirksomhed. Det er kun tilladt at ophænge valgplakater med strips og snore. Det er ikke tilladt at save eller beskære for at kunne hænge valgplakater op. 

Valgplakater må ikke hænges op

  • på motorveje, motortrafikveje og disse vejes rampeanlæg,
  • i midterrabatter på veje, hvor den tilladte hastighed er over 60 km/t.,
  • i midterrabatter på strækninger, hvor hastigheden midlertidigt er nedsat til 60 km/t. eller derunder,
  • på samme indretning som autoriseret afmærkning, herunder færdselstavler, vejvisningstavler eller lignende vejudstyr,
  • på højspændingsmaster, transformerstationer, kabelskabe og lign.,
  • nærmere end 0,5 m fra kørebanekant eller 0,3 m fra cykelstikant målt fra nærmeste kant af valgplakaten,
  • lavere end 2,3 m direkte over fortov eller cykelsti målt fra nederste kant af valgplakaten, eller
  • højere end 1,5 m under laveste strømførende ledning målt fra øverste kant af valgplakaten.

Det er den ansvarlige for ophængningen af plakaters ansvar, at reglerne for at hænge valgplakater op til enhver tid bliver overholdt. Plakater, der hænger ulovligt eller til gene for trafiksikkerheden vil uden varsel blive taget ned af kommunen på den ansvarliges regning.

Den ansvarlige for plakater, der ikke hænger efter reglerne, vil modtage et påbud. Hænger plakaterne fortsat ikke efter reglerne 24 timer efter den ansvarlige har modtaget et påbud, bliver plakaterne taget ned af kommunen på den ansvarliges regning.

Nedtagningsprisen er på 700 kr. eksklusiv moms. Hvis det tager mere end en time, at tage plakaterne ned, stiger prisen med 390 kr. pr. påbegyndt time. Plakater, der er nedtaget eller opsamlet af kommunen vil kunne afhentes efter nærmere aftale i ind til 6 måneder efter nedtagning.

Send oplysning om valgplakater via en app - Giv et praj

Hvis du ser en plakat, der hænger ulovligt, eller hænger der stadig plakater 8 dage efter valgdagen, så kan du medvirke til at få dem ned ved hjælp af vores app 'Giv et praj', se hvordan i boksen til højre. (Vælg Kategori: Byinventar, Element: Valgplakat).

Ellers kan du tage kontakt til den, der har hængt plakaten op. Kontaktoplysninger fremgår af plakatens bagside.

Du kan også kontakte til Drift og Vedligehold på telefon 72 36 60 29.

Læs mere om reglerne for valgplakater på Økonomi- og Indenrigsministeriets hjemmeside.



Feedback

Sidst opdateret

26.05.2019

Ansvarlig redaktør

Vivi Guldhammer

Kontakt

Har du spørgsmål, kan du kontakte:

Vækst og Bæredygtighed

Telefon: 72 36 36 36
E-mail: vaekstogbaeredygtighed@holb.dk

Giv et praj

Du kan downloade vores gratis app 'Giv et praj - Holbæk Kommune' i App Store eller i Google Play.

Du kan også sende os et praj via dette link.