Aktiviteter

I samværstilbuddet er vi fælles om at handle ind, lave mad og rydde op. Vi hygger og taler om, hvad der sker hos os selv og ude i verden, vi strikker og hækler, spiller spil og af og til holder vi en filmaften.

Vi har mindre grupper, der samles om fælles interesser, f.eks. en sygruppe, som mødes en gang om ugen og strikker, syr og hækler og “Sjakket” som sørger for praktiske ting i vores hus og gårdhave. Vi har også grupper der mødes i kortere forløb, f.eks. et kunstprojekt, hvor vi laver kunst til udsmykning af vores lokaler. “Find ro”, som er for dig der har lyst til at prøve forskellige afslapningsøvelser og fantasirejser og et æbleprojekt, hvor vi skal prøve at dyrke lokale æblesorter.

Vi holder en årlig sommerfest og en julefrokost, som du kan være med til at planlægge, hvis du melder dig til vores festudvalg.

Vi har ture ud af huset, f.eks. teaterture, kunstmuseum, fisketure, æbleværksted, sexmesse, tivolitur eller bare en tur ud til vandet, når vejret er godt og vi trænger til en is og en dukkert.

Medbestemmelse

Vi ønsker at alle der kommer i Samværstilbud Jyderup har indflydelse på tilbuddet. På “borgerrådsmøder”, som vi holder hver 2. måned, kan du f.eks. komme med forslag til hvilke aktiviteter og ture vi skal lave fremover. Du kan komme med ideer til ændringer og til nye ting vi kan gøre sammen. Vi prioriterer din selvbestemmelse højt.

Senest opdateret 15-08-2024