Dyrskuepladsen i Jyderup

Dette dejlige parkområde er en tidligere dyrskueplads, nu omsluttet at store smukke randbeplantninger.

Parkområdet har tidligere været benyttet som fælles samlingssted for byens borgere, og der har i mange år været afholdt årlige dyrskuer, som kan spores helt tilbage til i hvert tilfælde 1920'erne.

Området benyttes i dag rekreativt, og er et naturligt parkområde med mange smukke store træer.

HISTORIEN:

I 1897 købte Holbæk Amts Økonomiske Selskab et areal øst for Holbækvej i Jyderup, med henblik på at afholde dyrskuer på området.

Siden 1812 havde man på skift hvert andet år holdt dem på Fauerbo Mark og i Svinninge, men nu fik man sin egen plads midt i Holbæk Amt.

Dyrskuerne blev hurtigt et tilløbsstykke, der samlede mennesker fra hele Vestsjælland. I 1937 blev der afholdt 125 års jubilæum, hvor der kom 11.000 gæster, og i 1955 toppede man med 12.000 besøgende.

På dyrskuet blev de fleste typer af husdyr udstillet. Der var dog også udstilling af b.la. motorcykler og biler. Desuden var der cirkus og tivoli på pladsen, hvor både børn og voksne kunne forlyste sig.

I 1950'erne blev et spejderhus indviet på dyrskuepladsen.

I 1962 blev afholdt 150-års jubilæum, og i den anledning fik man besøg af Kong Frederik 9. og Dronning Ingrid.

I 1964 var det imidlertid slut med at afholde dyrskuer. Tiderne havde ændret sig for husdyravlen og maskinerne.

 

Senest opdateret 30-07-2024