”Når du leger, finder du dig selv”

Anita Nielsens hjerte banker for legen og for den lyst, der driver ’værket’. Derfor lægger hun i dag både knofedt og hjem til projekter så forskellige som Huset på Næsset, Spirefestivalen og sit helt eget dramateater.

Den unge pige stod tøvende i døren ind til lokalet, hvor et væld af andre unge var klar til eftermiddagens øvelser. Hendes ansigt var godt pudret, hendes øjne omkranset af sort makeup og hendes slanke krop klædt i tætsiddende tøj. Hun kiggede sig omkring med et overbærende blik, foldede armene ind over brystet og lænede sig afslappet op ad dørkarmen.

”Hej. Velkommen til. Du må være en af de nye,” lød det fra Anita Nielsen, underviseren på Ungdomsteaterholdet i Holbæk. ”Har du ikke lyst til at komme ind?!”

Den unge pige trak på skuldrene og trådte ind i rummet. Satte sig tilbagelænet på en stol og lagde benene over kors, mens de andre gik i gang med at lege: lave holdøvelser, øve sig i at byde ind med førsteindskydelser og snyde de blokeringer, de var så gode til at sætte op.

Den nye pige holdt sig tilbage til at begynde med, men efterhånden lod også hun sin facade falde. I løbet af få timer deltog hun i øvelserne som alle andre, bød ind med ideer, stillede sig frem foran gruppen uden at være bange for at se fjollet ud.

”Det er over 20 år siden, men jeg husker det, som var det i går. Denne her pige med masser af power og ’jeg er sej og rå-attitude’. Den måde hun løsnede op og deltog på. Jeg husker hende nok særligt godt, fordi hendes skolelærer ringede til mig et stykke tid efter. ’Vi har prøvet alt muligt med hende - uden held - og nu kan vi se, at det, I gør, virker. Gider I fortælle os, hvad det er, I gør?’ sagde han - og jeg blev virkelig glad”, siger Anita, der stadig arbejder med teater i Holbæk - og stadig er drevet af at få børn til at lege og turde mere.

Pas på børnenes fantasi

”Mange husker deres barndom som lykkeligere end voksenlivet - fordi det var den gang, vi legede. Men i virkeligheden er barndommen i den grad besværlig. Det gør ondt at lære sociale kompetencer og have voksne, der bestemmer det hele,” siger Anita Nielsen, der siden sin første spæde start i det holbækske teaterliv for mere end 20 år siden, har drevet det vidt.

I dag bor hun på Tuse Næs, har sit eget dramateater, er formand for foreningen ’Huset på Næsset’ og medaktør i det populære kunst- og kulturfænomen: ’Spirefestivalen’, hvor kunstnere fra nær og fjern samles i hendes baghave hver sommer for at lege, opleve og udøve forskellige typer kunst sammen.

Et arrangement, der trækker over 500 gæster til fra hele landet og er blevet en stor succes.

 

”Jeg synes, at de kunstneriske og de æstetiske læreprocesser mangler i dag. I både de små børns liv og i de unges og voksnes. Vi leger faktisk alt for lidt - og det har jeg sat mig for at gøre noget ved,” siger Anita, der fortæller, at hun i sit 52-årige liv har erfaret, at det er en ekstrem god idé at blive ved med at lege, da det er gennem legen, at vi lærer os selv og andre at kende.

På tværs af forskelligheder og på tværs af fordomme.

Alt for meget mekanisk viden

Desværre er det ikke længere alle børn, der er i stand til at aktivere den fantasi, der gør legen let og flydende. De voksne omkring dem har alt for meget fokus på fakta - endda helt ned i vuggestuealderen, hvor børnene i dag bliver undervist i faktuel viden.

”Pædagogerne spørger dem eksempelvis, hvad for en dag og hvilken årstid, det er - og denne form for mekanisk viden, fjerner børnene fra legen og forringer den fantasi, der gør dem glade og umiddelbare,” siger Anita og rynker brynene, før hun fortsætter:

”Det er ikke længere alle børn, der har fantasi, og sådan var det ikke før. Der er virkelig sket en stor ændring. Fokus er blevet helt skævt. Der er forskere, der siger det hér - og jeg mærker det tydeligt i hverdagen. Det er som om, børnene har en længsel efter legen. En længsel efter at være i en proces, der ikke har noget facit,” siger hun og ryster på hovedet over de mange timer, vores børn sidder bag computeren og spiller spil - digitale input, der er med til at ødelægge kreativiteten, evnen til at finde på selv og lysten til at lege.

"Børn, der ikke leger, får mindre selvtillid, større præstationsangst og stress. Og så er der nogle der får det modsatte, nemlig behovet for hele tiden at sige: ’se mig’ og ’hør mig’. Børn får simpelthen smadret deres fantasi og deres livglæde - og de bliver voksne på en skidt måde,” siger Anita, der mener, at legen bør holdes ved live langt ind i voksenlivet.
På arbejdspladserne og i samspillet med andre.

Leg giver geniale idéer

”Det der sker, når man leger, er, at man skaber noget sammen med andre. Noget, der er større end én selv. Man frisætter hinandens idéer, skaber energi, fodrer fantasien og ender ofte op med noget, som man aldrig ville have kunnet udtænke bag sit eget skrivebord alene,” siger hun og pointerer, at det faktisk er hele processen omkring legen, der er god at investere i.

Voksne får det bedre af et legende fællesskab, de oplever følelsen af at vokse, og at de har en betydning for hinanden. Vi vokser alle gennem leg, vi tager ansvar og glædes ved hinanden.

 

”Når jeg kommer hjem fra arbejde, er jeg strålende glad. Jeg har grinet, mærket eller oplevet noget, der har beriget mig. I stedet for at sidde alene hjemme i hver vores stue, så synes jeg, at det er vigtigt, at vi kommer ud og møder hinanden,” siger Anita og sender en lille bøn ud i æteren:

”Hvis jeg skulle ønske mig noget, så var det langt mindre målstyring. Unge mennesker har jo hjerteflimmer af stress, fordi de allerede i 7. klasse skal vide, hvad de vil. Der er kommet alt for meget fokus på nytteværdi og ikke på værdien i det at være menneske,” siger hun og tilføjer, at det lige præcis er det, der er fællesnævneren, for alt det hun laver.

Årsagen til at hun - i modsætning til så mange andre - kunne nå ind til den unge, facadefyldte teenager fra Ungdomsteaterholdet i Holbæk for 20 år siden.

”Vi skal lege noget mere. Skabe flere ting sammen. Skabe bevægelse. Er der noget, der mangler, så skal vi skabe det selv. Legen og bevægelsen gør dig til et bedre menneske, og det forandrer faktisk også verden. Og helt ærligt: Den dér verden. Den trænger godt nok til at blive forandret.”

 

Faktaboks: Blå bog

  • Anita Nielsen er født i Hillerød i 1968.
  • Hun er oprindeligt uddannet bager og arbejdede med bagværk i 8 år - indtil hun fik konstateret mel-allergi.
  • Mel-allergien fik hende til at skifte løbebane, og hun begyndte at læse til pædagog på Frøbel Seminariet i Roskilde.
  • Her stiftede hun bekendtskab med teaterlivet - blev grebet af legen og de kunstneriske læreprocesser.
  • I 2001 flyttede hun til Tuse Næs, hvor hun ser at der er indkaldt til et møde om at lave et kulturhus i en flot stor og tom bygning over for Brugsen. En bygning med masser af plads til en stor teatersal. Hurtigt bliver Anita valgt til formand for foreningen ’Huset på Næsset’. Anita er i dag formand på 18. år.
  • Huset på Næsset har cirka 300 medlemmer fra en meget bred målgruppe. Det er vigtigt for folkene bag kulturhuset, at det ikke kun er én ting. Det er ikke en jazzklub, ikke en ældreklub og heller ikke en ungdomsklub. Det er meget mere end det. Huset er fyldt med musik, teater, korsang, familiefester, møder, værksteder, café og meget, meget mere. Kun fantasien sætter grænser.
  • I 2010 lancerede Anita Nielsen og en gruppe kulturinteresserede Spirefestivalen i hendes og hendes samlevers store baghave. En kunst- og kulturfestival med up-and-coming musikere og kunstnere inden for litteratur, teater, billed-, video- og lydkunst. Anita Nielsen har sit eget dramateater - ’Anita Nielsens Dramateater’ - hvor hun blandt andet laver teater i børnehaver og underviser børn, unge og studerende i skuespillerens værktøjskasse.
Senest opdateret 07-11-2023