Det er en varm sommeraften på Adamshøj Gods i Ringsted, og 21-årige Simon Peter Hansen-Nord læner sig afslappet tilbage i stolen. Grillmaden ligger som rester på tallerkenerne, hans fars kone og to brødre er gået ind i hovedhuset. Det er nu kun ham og faren, der sidder på gårdspladsen.
Mit første minde fra Svinningegården er at stå inde i entreen og blive taget imod af min farmor og farfar. De holdt familiens jule- og påskefrokoster og jeg kan tydeligt huske, hvordan farfar sagde ’Hej Simon’ og nev mig under armen, så jeg fik tårer i øjnene.
”Du, Simon. Der er noget, vi lige skal tale om. Jeg har besluttet, at det er dig, der skal overtage efter mig den dag, jeg ikke er her mere,” siger godsejer Peter Hansen-Nord og kigger på sin søn.
Familien har tre godser, Adamshøj, Nordgården og Svinningegården, og da Simon ikke er den ældste i søskendeflokken har det aldrig rigtig ligget i kortene, at det skulle være ham, der var den næste i rækken til familiens godser. Hverken til hans barndomshjem eller til Svinningegården i Holbæk, der er et arbejdende landbrug på knap 300 hektar.
”Mig!? Jamen, hvad så med Niels-Peter?!”, spørger han og kigger overrasket på sin far.
Niels-Peter er tømreruddannet, ældre end Simon og det naturlige valg i arverækkefølgen.
”Niels-Peter har andre interesser. Jeg føler mig overbevist om, at ansvaret ligger bedst i dine hænder,” lyder farens korte kommentar, og selvom Simon ikke rigtig har lyst til at være landmand, og er en anelse bekymret for, hvordan hans bror vil tage det, kan han alligevel mærke stoltheden brede sig.
Om få uger begynder han på Forsvarets Officersskole - han skal være premierløjtnant og er i fuld gang med en karriere i hæren - men han tænker, at det nok skal gå.
Der er mindst 20-30 år gode år tilbage i hans far. Lang tid til at ansvaret bliver hans - og til den tid kan han jo altid ansætte folk til det praktiske. Simon nikker til sin far og mærker varmen brede sig i maven. Det er rart at være udvalgt.
Bare vejret ville arte sig
”Jeg husker tydeligt den sommeraften i 2007. For mig lå livet som godsejer langt ude i fremtiden, og jeg var jo rigtig glad for mit liv i Forsvaret. Kunne slet ikke se mig selv som landmand. Havde ingen idé at der kun skulle gå ti år. At min far døde uventet kl. 6.34 den 4. juli i 2017, mens jeg og min ældste storebror sad ved hans side - og at Svinningegården derefter var mit ansvar,” siger Simon og kigger sig omkring i det store, rustikke og farvekoordinerede køkken-alrum med gedigne bordplader, nymalede vægge og store lyse vinduer.
Det er det eneste rigtig gennemrenoverede rum i huset, der har mere end 20 værelser, flere faldefærdige etager, vedligeholdelsesklare lader og historiske ejendomme.
”Det var en hård start for mig som ny godsejer. Det første efterår var én stor oversvømmelse og kartoflerne rådnede i jorden. Året efter havde vi det værste tørkeår i mands minde, og her i 2019 er det lige begyndt at pisse ned igen. Vi kæmper for at få kartoflerne op i tide, men det ser ud til at 10 procent af dem ikke bliver til noget,” siger han og ryster på hovedet.
Det har været nødvendigt for den kun 35-årige godsejer at tænke kreativt for at komme fornuftigt ud af kampen mod vejrguderne og det gamle gods. Især fordi det tiltænkte generationsskifte endte med at blive en dyr arvesag på grund af farens pludselige død - og til flere personlige lån i banken.
Nye gæster og skovkyllinger
Siden Simon overtog godset, har han åbnet det op for omverdenen. Han får besøg af skoleklasser, afholder julemarkeder, sommerfester og Sct. Hans-arrangementer. Og så har han fundet sin helt egen niche, der passer fantastisk til den skov, han har lige uden for køkkenvinduet. Skovkyllinger. Jordbunden og dens rigdom på insekter, ramsløg og regnorme er det bedste fundament for lige præcis den slags produktion - og det ser lovende ud.
”Jeg startede op sidste år med 1.000 kyllinger. I år har vi haft 2.500 og til næste år regner jeg med at udvide, så vi kommer op på cirka 10-12.000. Jeg har fået lavet en god aftale og tænker, at det nok bliver kyllingerne, der bliver den største forretning for mig,” siger Simon og sukker lidt ved tanken om sin 100 timers arbejdsuge, de mange millioner, det koster bare at vedligeholde bygningerne og et aktivt liv, der ikke just har bragt ham tættere en familie.
Simon er single og bor alene i det store hovedhus med sin brune labrador.
Store dele af min barndom er tilbragt på en traktor. Smeden ’Wully’ og hans kone Karen blev på mange måder mine reservebedsteforældre og ’Wully’ ville altid lade mig være med i traktoren. Jeg sov tit min middagslur dér ved siden af ham - før vi tog hjem til Karen, spillede kort og spiste varm mad.
En del af et fællesskab
På mange måder har Simons hidtidige liv forberedt ham på det sted, han står i dag. Hans tid i forsvaret, hans to ture til Afghanistan, studierne på Dalum Landbrugsskole og de formende teenageår på Stenhus Kostskole.
”Især kostskolen lærte mig en vigtig lektie. Den lærte mig, at jeg var privilegeret, at der var andre, der havde det sværere end mig, og at vi alle er nødt til at kæmpe os igennem livet af og til,” siger han og mindes en tid, der på mange måder har gjort ham til den, han er i dag.
En tid, som måske også indirekte var årsagen til at hans far valgte ham som arvtager af familiegodset og et liv i hårdt arbejde.
”Alle i min familie har gået på Herlufsholm, men det gad jeg ikke. Jeg var ikke interesseret i en snobbet skole med uniform, kirke og morgensang hver morgen. På Stenhus var der børn fra alle lag af samfundet. Her var der plads til mig, plads til at møde andre og plads til at lære,” siger han og nikker hen for sig selv.
Det var også hér han mødte en ven, hvis far var Frømand og en stor inspiration for de unge knægte. Det var på grund af ham, at han søgte ind i Forsvaret. Ham, der blev startskuddet til flere gode, lærerige oplevelser som både delingsfører og næstkommanderende.
”Jeg er på mange måder heldig”
”Jeg har oplevet ting, der giver standhaftighed. Jeg ved, at jeg ikke er et skvat, at jeg på mange måder er heldig, og at det kræver hårdt arbejde og disciplin at komme i mål med tingene,” siger Simon og mindes de sidste måneder på godset med sin far.
”Min far var syg, ensom og træt. Han sad alene herude på gården og jeg tog orlov fra Forsvaret for at holde øje med ham og i øvrigt blive uddannet til landmand, så jeg kunne klare opgaven, den dag han ikke var her længere. Nok er jeg opvokset på Adamshøj i Ringsted, men for hver dag, der går, vokser mine følelser for Svinningegården her i Holbæk,” siger han og tænker tilbage på den lune sommeraften på gårdspladsen foran sit barndomshjem.
”Den aften gav min far mig en opgave, og jeg tog imod et ansvar. Lige nu - efter de tre dårlige år - er det en følelse af at være oppe mod et monster. Der er mange ting, der er nye og meget, jeg skal lære. Men jeg ville elske at holde det hér gods kørende, og hvis det er et monster, så er det ikke det første, jeg har mødt - og så må jeg jo bare spise det én bid ad gangen,” siger han.