Det er en lun og blæsende aften i den tidlige sommer. Winie står på scenen, mens tårerne triller ned ad kinderne på hende, hun kan slet ikke tøjle dem. Hun ser på ham, der læser de smukke ord op. Ord om hende. Det er så højtideligt, så stor en anerkendelse, så stor en ære. Hun kigger ned på den store forsamling og på de kendte ansigter iblandt. I dag handler det om hende. Om den forskel hun gør i beredskabet. Efter 30 år som frivillig er hun blevet indstillet til hæderstegnet. Præsidenten for Beredskabsforbundet sætter hæderstegnet på hendes uniformsjakke. Tårerne triller videre.
Winie er ellers ikke sådan at ryste. Igennem årene har hun set folk miste deres hjem på grund af brand, hun er kommet ud til en gårdsplads fyldt med grise liggende på rad og række – skudt på grund af brandskader og som barn har hun deltaget, når der skulle slagtes høns og grise hos hendes mormor og morfar. Men den aften i juni 2019 handlede det ikke om andre. Det handlede om Winie og om det, hun finder naturligt.
”Når man er så engageret som jeg, påvirker det, når andre har skrevet så pænt om en. Jeg føler jo ikke selv, at jeg gør noget specielt, men det har jo betydet noget for nogle andre, ikke sandt? At blive anerkendt for det, man har gået og lavet i alle årene. Det betyder meget for mig,” siger Winie om baggrunden for at give tårerne frit løb under tildelingen af hæderstegnet.
Ind med modermælken
Winie meldte sig som frivillig til Vestsjællands frivillige beredskab, der dengang hed Civilforsvaret, da hun var bare 16 år gammel. Hun ville have gjort det flere år før, men man skal være 16 år for at kunne melde sig. Måske var hendes lyst drevet af, at hendes mor og far altid havde været tilknyttet beredskabet, og måske var det fordi, hun havde været med dem, og der var en masse familiestunder knyttet til beredskabet.
”Det er gode minder. Når der blev holdt familiedage, var vi med hele familien. Mine forældre har et billede derhjemme, hvor vi er over til fastelavn. Vi var alle sammen klædt ud. Jeg var roligan og min far var klædt ud som hippie med en langhåret paryk, han har ellers ikke noget hår på hovedet,” fortæller Winie.
Fra oversvømmelse til Rockbæk
Det er over 30 år siden, Winie meldte sig til beredskabet. Igennem årene har hun fået mere og mere ansvar. I dag bruger hun gennemsnitligt 20 timer om ugen på sit frivillige arbejde. Udover at være en del af forplejningsteamet, er hun kredsleder for Holbækkredsen og kasserer i regionsledelsen.
”Jeg er nok bare den hjælpsomme type og har altid fået meldt mig til alt muligt. Jeg er ikke bange for at gøre noget uden at få penge for det,” siger Winie.
De frivillige er med mange steder. De er med, når vandet går over sine bredder i stormvejr, eller der er brand. De hjælper til ved Rockbæk, Vig festival og andre store arrangementer. De laver årligt eftersyn af brandhanerne og kan bruges til at gå brandvagt.
”Jeg kan også huske et år, hvor der var kommet så meget sne, at hjemmeplejen ikke kunne komme ud med mad til de ældre. Det kunne beredskabets køretøj. Efter 30 år synes jeg stadig, det er interessant. Og så har vi et super godt sammenhold og kammeratskab. Jeg slukker ikke brande, jeg er mest bagved, laver mad og kommer ud med det til dem, der er i fronten. De bliver bare så glade og taknemmelige, når vi kommer,” siger Winnie.
Frihed og udeliv
Winie er vokset op i udkanten af det østlige Holbæk på Wegenersmindevej. I dag er området bebygget med boliger og supermarked. Men dengang Winie voksede op – tilbage i 70’erne - var der langt mellem naboerne. Der var marker og æbleplantager - masser af plads, frisk luft og mange steder, hvor Winie og hendes to et halvt år yngre søster kunne boltre sig.
”Vi kunne frit løbe udenfor, lege og gemme os i plantager, som vi ville. Vi var ikke kjolepiger os to. Det var vi godt nok ikke. Det var frihed, og der var mange muligheder i det. Vi kedede os aldrig. Vi havde rigtig meget glæde af hinanden. Nede på den næste grusvej var der et landsted, hvor de havde heste, som vi red på. Der var vi rigtig meget. Der kunne gå mange timer, før man kom hjem igen. Vi glemte tiden.”
Vigtigt at være noget for andre
Hjælpsomhed har altid været en del af Winies natur, og noget hende forældre har forventet. Det er også kommet hendes søster til gode.
”Da vi blev lidt ældre arbejdede min søster på Venstrebladet, så kørte jeg ind på min cykel og hentede hende, for når hun var færdig sent, så synes jeg ikke, at hun selv skulle cykle hjem. Dengang var der jo hverken lys eller cykelstier nogle steder, når man kom ud på landet, hvor vi boede,” fortæller Winie.
”Hvis man kan hjælpe nogle, hvorfor skulle man så ikke gøre det? Måske vil andre hjælpe mig, hvis jeg får brug for det. Og folk ved godt, at de bare kan ringe til mig. Jeg bruger rigtig meget netværk til alt muligt. Det sker ofte, at folk ringer til mig og spørger om hjælp.”
Søsteren betyder meget for Winie, og de to søstre har stadig glæde af hinanden og hjælper hinanden, som da Winie manglede et job.
”Min søster arbejder på Vipperød skole. Hun ringede og sagde, at de manglede en vikar på skolen om det ikke kunne være noget for mig. Jeg slog til og fik et fuldt skema. Et halvt år efter blev jeg tilbudt fast job i SFO’en. Jeg elskede det. Jeg lavede bagedyster for ungerne og havde dem altid med til at lave mad,” siger Winie.
Mad og mand
Siden Winie var helt lille, har køkkenet haft en særlig tiltrækning på hende.
”Et af de første minder, jeg har af at være i køkkenet, er, når vi bagte til jul hos mormor og morfar, der boede i Havremarken i Vinstrup. Så kogte vi klejner og bagte til jul. Vi sad i det der lillebitte køkken. Det var også dengang, der var sne til,” husker hun.
Winie nød, når det var hende, der stod for madlavningen derhjemme hos forældrene. I 10’ende klasse valgte hun derfor madlavning som valgfag og tog herefter køkkenlinjen på EFG. Efter sin læretid som køkkenassistent på Sankt Hans Hospital i Roskilde arbejdede hun en del år i forskellige køkkener. I 1999 møder hun sin mand.
Efter nogle år, hvor Winie tager en bachelor i ernæring og sundhed og bliver produktudvikler hos Schulstad, står hun uden job. Produktionen skal flytte til Horsens. En uge efter begynder hun på Vipperød skole, hvor hun er i SFO’en i 10 år, indtil der i 2019 skal spares og Winies stilling bliver skåret fra 30 til 15 timer. Det kan hun ikke klare sig for og siger sin stilling op.
At give det videre
”Det var forfærdeligt at skulle væk derfra. Jeg elsker det med børnene, det er så givende. De går op i det med at hjælpe og lave mad, så jeg kunne give min viden om mad og bagning videre til dem. Forældre og børn kom med gaver til mig og fortalte, hvor kede af det de var. Det var vildt hårdt at skulle sige farvel, og jeg tudede,” siger Winie.
Siden marts måned 2019 har Winie arbejdet som madmor i børnehaven i Vipperød Børnegård, hvor hun fortsætter med at give sin passion for det gamle håndværk og sine mange års erfaringer videre til børn. Hun har ingen planer om at drosle ned på sin indsats i beredskabet og har for nyligt været med til at etablere en legeplads til hunde i Vipperød.
Winie modtog i juni 2019 hæderstegnet under Beredskabsforbundet for at have ydet en exceptionel indsats. Hun blev indstillet af en af sine frivillige kammerater. Der bliver kun givet 10 hæderstegn om året. Udover medlemmer af Beredskabskorpset bliver der også indstillet fra Falck og Hjemmeværnet.
Ligesom Winies forældre har givet beredskabet videre til hende, nyder hun at give gode oplevelser videre til andre. Men den aften i juni måned, hvor Winie stod med tårerne trillende ned ad kinderne og modtog hæder for sin indsats i som frivillig i beredskabet, skete det, fordi andre ønskede at gøre noget for Winie.