Procedure ved indberetning
Indberetninger indgives via kommunens whistleblowerportal, og der sendes herefter en automatisk kvittering til whistlebloweren.
Hvis indberetningen vedrører oplysninger, der falder uden for whistleblowerordningens formål og opgavebeskrivelse, vil Borgerrådgiveren, hvis det er muligt, informere whistlebloweren om, at indberetningen ikke kan behandles af whistleblowerordningen. Borgerrådgiveren vejleder i stedet whistlebloweren om andre muligheder for at gå videre med sagen. Whistleblowerenheden er ikke forpligtet til at videresende sådanne henvendelser til andre myndigheder.
Hvis en indberetning falder inden for whistleblowerordningen, vil Borgerrådgiveren vejlede whistlebloweren om rettigheder og proceduren for sagens behandling. Whistlebloweren modtager en bekræftelse på modtagelsen af indberetningen indenfor syv dage. Dette gælder ikke ved anonyme henvendelser, hvor der ikke er valgt at oprette en postkasse på whistleblowerportalen, og hvor det i øvrigt ikke vil være muligt at sende en bekræftelse.
Procedure for undersøgelse
Hvis indberetningen ligger inden for whistleblowerordningens rammer, iværksætter whistleblowerenheden en undersøgelse med inddragelse af oplysninger internt i kommunen, samt i relevant omfang med inddragelse af eksterne myndigheder og offentlige tilsynsorganer. Formålet med undersøgelsen er at få af- eller bekræftet de forhold, som er beskrevet i indberetningen. I visse tilfælde vil en sag blive afsluttet pga. utilstrækkelige oplysninger eller bevismateriale.
Sager kan enten helt eller delvist overdrages til undersøgelse i chefområdet eller undersøges af whistleblowerenheden. Hvis omhyggelig opfølgning i sagen forudsætter kendskab til whistleblowerens identitet, og denne ikke giver samtykke til, at identitetsoplysningerne må videregives udenfor whistleblowerenhed, vil opfølgningen på indberetningen skulle ske i whistleblowerenheden. Men udgangspunktet er, at chefområdet hjælper med at oplyse sagen.
Indberetninger der vedrører direktionen eller borgmesteren skal overlades til undersøgelse hos en ekstern tredjepart, f.eks. et advokatfirma.
Hvis et medlem af whistleblowerenheden er inhabil i behandlingen af en indberetning, udgår vedkommende af undersøgelsen. De samme hensyn vil tages i forhold til, hvordan indberetningen bliver undersøgt i chefområdet, sådan at de personer, der bliver involveret i undersøgelsen, ikke har en habilitetsproblematik.
Sager til undersøgelse i chefområdet
Sager til chefområdet overgives til chefen med en beskrivelse af det, der skal undersøges. Dette gøres uden videregivelse af whistleblowerens identitet, medmindre der er samtykke til det. Borgerrådgiveren kan fungere som sparringspartner for chefen under gennemførelsen af undersøgelsen. Chefen er ansvarlig for at sikre kendskab til den særlige tavshedspligt, som gælder for alle personer, der inddrages i whistleblowersager. Chefen giver borgerrådgiveren en redegørelse for undersøgelsen og dens resultater. Borgerrådgiveren kan bede chefen lave yderligere undersøgelse, hvis det vurderes nødvendigt.
Borgerrådgiveren tager stilling til, hvorvidt indberetningerne er tilstrækkeligt, omhyggeligt undersøgt af chefområdet eller enheden og kan foranstalte, at der foretages yderligere undersøgelser af indberetningerne.
Hvis det vurderes, at undersøgelsen er foretaget tilstrækkeligt grundigt og omhyggeligt, vil whistleblowerenheden afslutte sagen med en af- eller bekræftelse af indberetningen. Dette resultat vil blive overlevereret til den administrative eller politiske ledelse, der herefter beslutter eventuelle ansættelsesretlige eller kontraktretlige konsekvenser.
Sager i whistleblowerenheden
Undersøgelser, der foretages af whistleblowerenheden, gennemføres ved at whistleblowerenheden vurderer, hvorvidt undersøgelsen kan foretages med eller uden inddragelse af kerneområdet. I det omfang, at der er muligt og hensigtsmæssigt, vil whistleblowerenheden stå for undersøgelsen alene.
Hvis der er behov for at inddrage en eller flere chefer eller evt. direktør i undersøgelsen, vil lederen af whistleblowerenheden inddrage disse i nødvendigt omfang.
Whistleblowerenheden arbejder ved at indhente oplysninger fra organisationen til at vurdere om oplysningerne i indberetningen kan be- eller afkræftes, og under beskyttelse af whistleblowerens identitet eller med samtykke fra vedkommende. Whistleblowerenheden er ansvarlig for at sikre kendskab til den særlige tavshedspligt, som gælder for alle personer, der inddrages i whistleblowersager.
Sager til undersøgelse hos ekstern part
Undersøgelser der vedrører direktionen eller borgmesteren skal, efter whistleblowerenhedens vurdering af om indberetningen falder indenfor ordningen, overlades til undersøgelse hos ekstern tredjepart. Tredjeparten er forpligtet af de samme regler om fortrolighed, databeskyttelse og tavshedspligt som whistleblowerenheden. Whistleblowerenheden bistår tredjeparten med oplysninger fra organisationen og, hvis nødvendigt, med kommunikation med indberetteren via whistleblowerplatformen.
Det er tredjepartens opgave at følge grundigt op på indberetningen og på den baggrund af- eller bekræfte forholdene nævnt deri. Undersøgelsens resultat overleveres til Økonomiudvalget til behandling.
Feedback
Whistlebloweren får hurtigst muligt og senest inden for tre måneder feedback fra whistleblowerenheden. Feedback inkluderer oplysninger om hvilke tiltag, der er iværksat eller påtænkes iværksat som opfølgning på indberetningen.
Hvis indberetningen er anonym, ikke indeholder tilstrækkeligt bevismateriale og der ikke er mulighed for kommunikation med whistlebloweren om yderligere oplysninger, henlægges sagen uden videre.
Rettigheder og beskyttelse af whistleblowere
Whistleblowere, der er omfattet af ordningen og i god tro indberetter oplysninger, må ikke udsættes for nogen form for repressalier eller trussel om eller forsøg på repressalier, som følge af, at de har indberettet.
Whistleblowerenheden har pligt til at handle ved oplysninger om repressalier mod den, der har indgivet oplysninger i god tro. Det betyder, at whistleblowerenheden snarest muligt orienterer den administrative eller politiske ledelse.
Whistleblowere kan i visse tilfælde offentliggøre oplysninger, og fortsat være beskyttet mod repressalier, hvis der først er foretaget indberetning til den interne eller den eksterne ordning uden, at den relevante enhed har givet feedback til whistlebloweren om opfølgningen indenfor tidsfristen, eller der ikke er sket omhyggelig opfølgning på oplysningerne.
God tro
Whistlebloweren beskyttes kun, hvis vedkommende havde rimelig grund til at antage, at de indberettede oplysninger om overtrædelser var korrekte på tidspunktet for indberetningen og var omfattet af loven.
Ved bevidst indgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger, kan whistlebloweren risikere negative ansættelsesretlige sanktioner og/eller politianmeldelse. Allerede offentlige oplysninger, eller åbenbart grundløse oplysninger om overtrædelser, herunder ubegrundede rygter og sladder, er ikke omfattet af lovens beskyttelse mod repressalier.
Den berørte persons rettigheder
Whistleblowerenheden oplyser den medarbejder og andre personer, som er omtalt i en indberetning om rettigheder efter persondataforordningen hvis muligt (oplysningspligt). Orienteringen kan i helt særlige tilfælde udskydes, hvis formålet med undersøgelsen ellers ville forspildes. Her orienteres medarbejderen så snart dette hensyn ikke længere er til stede.
Hvis undersøgelsen viser, at en ansat i Holbæk Kommune eller samarbejdspartner har begået alvorlige fejl eller forsømmelser, kan det have konsekvenser, fx i form af advarsel, afskedigelse eller ophævelse af kontrakt.
Medarbejdere, der bliver part i en afgørelsessag om fx opsigelse, opnår de almindelige forvaltningsretlige partsrettigheder som fx partsaktindsigt, partshøring og begrundelse. Dette gælder dog ikke oplysninger om whistleblowerens identitet eller oplysninger, hvorfra man kan udlede whistleblowerens identitet.
Offentlighed
En gang årligt skal whistleblowerenheden udarbejde en rapport om bl.a. antallet af modtagne indberetninger og status for disse i den pågældende periode.
Rapporten skal forelægges Kommunalbestyrelsen til orientering og skal indeholde oplysninger om hvor mange indberetninger, der er afvist eller afsluttet, og hvor mange der har været undersøgt af whistleblowerenheden. Rapporten skal indeholde en beskrivelse af de overordnede temaer for de indberetninger, der er modtaget og undersøgt i perioden.
Rapporten offentliggøres på kommunens hjemmeside.
Evaluering
Whistleblowerordningen evalueres med henblik på at vurdere om ordningen fungerer efter hensigten, eller der er behov for tilpasninger. Evalueringen gennemføres med udgangspunkt i de hidtidige erfaringer med ordningen, proceduren for modtagelse, håndtering og opfølgning af indberetninger.
Ikrafttræden
Whistleblowerordningen trådte i kraft den 17. december 2021.