Dansklæreren

Ulla Maria Michaelsen

”Jeg har lyst til at tage på arbejde hver dag. Og det, der får mig ud ad døren om morgen, er, at jeg godt kan lide at undervise".

Ulla Maria Michaelsen er lærer på Bjergmarksskolen og underviser i dansk i 5. klasse. Hendes arbejdsdag er travl, men det kan hun rigtig godt lide.

Det bedste ved at være lærer er, at jeg føler, at jeg gør en forskel for eleverne, og at der ikke er nogen dage, som er ens” siger Ulla Maria.   

Ulla Maria har været lærer i Holbæk Kommune siden 2007. Først var hun på Jyderup skole, indtil hun i august 2021 flyttede til Bjergmarkskolen i Holbæk. 

Ulla Maria startede på lærerseminariet som 20-årig og har været lærer lige siden. Hun fandt ret hurtigt ud af, at det var det, hun skulle være. Og det viste sig at være det helt rigtige for hende.

Man kan tydeligt mærke på Ulla Maria, at hun brænder for sit fag og for at undervise.

”Jeg har lyst til at tage på arbejde hver dag. Og det, der får mig ud ad døren om morgen, er, at jeg godt kan lide at undervise. Samtidig med at jeg underviser eleverne, og de forhåbentligt får noget ud af det, udvikler jeg mig også som lærer. Jeg bliver selv klogere på mit fag og lære nyt. Ikke hver dag er ens. Selvom det hele er planlagt, kan der ske noget, som gør, at korthuset vælter, det kræver noget særligt at mig. Jeg kan godt lide den humor og umiddelbarhed, eleverne har, ” siger Ulla Maria grinende.

Godt samarbejde og fleksibilitet

Ulla Maria har stor indflydelse på, hvordan hendes arbejdsdag ser ud. Fra skoleårets start har ledelsen lavet et fast skema, men Ulla Maria har stadig i fællesskab med hendes team mulighed for at skabe fleksibilitet i hverdagen.

”Det har stor betydning, at der er fleksibilitet. Hvis man som mig er på nedsat tid. Her er ledelsen god til at lytte til mine ønsker. I mit team er vi gode til at samarbejde om at få dagen til at gå op, så det i sidste ende kommer eleverne til gode. Det er jo det, det hele handler om,” siger Ulla Maria.

Gå gladere hjem end da du kom

Det er vigtigt for Ulla Maria at gøre en forskel for eleverne, for som hun siger; ”vi har med mennesker at gøre”.

Noget af det Ulla Maria er mest optaget af ved at være lærer, er at sørge for, at eleverne har lyst til at komme i skole og er glade for at møde op hver dag.

”Når eleverne har haft en god dag, så er det også lykkes for mig,” fortæller Ulla Maria.

Ulla Marias arbejdsplads havde et oplæg for mange år siden, hvor sætningen ’gå gladere hjem, end da du kom’ var hele omdrejningspunktet. Den sætning husker Ulla Maria stadig, og det er noget, hun fortsat forsøger at huske sig selv på hver dag. Hvis eleverne har haft en god dag, har hun også haft en god dag.

Mulighed for faglig udvikling

Efter Ulla Maria blev uddannet lærer, har hun taget videreuddannelsen som danskvejleder.

”Jeg fik uddannelse for et par år tilbage. Som danskvejleder skal jeg støtte op om udviklingen af danskfaget på skolen og hos mine kollegaer. Jeg er glad for, at jeg har fået muligheden for at udvikle mig indenfor mit fag,” fortæller Ulla Maria.

“Det rører mig meget, når en gammel elev kontakter mig for at fortælle, at hun selv vil være lærer og blot vil takke mig. Der er mange fantastiske ting ved at være lærer, og dette er en af dem,” siger Ulla Maria.   

Men det kan også være mindre ting i hverdagen, som får Ulla Maria til at føle, at hun gør en forskel for eleverne. Det kan for eksempel være, når en forælder skriver til hende, at nu har deres dreng fået lyst til at læse, og de blot vil takke for den indsats, hun har gjort. 

”De oplevelser har jeg mange af. Jeg er meget glad for at være lærer ” slår Ulla Maria fast.   

 

 

 

 

Senest opdateret 07-11-2023