Spring til indhold

Ledige stillinger

På udkig efter nyt job? Her kan du læse, hvilke ledige stillinger vi har i Holbæk Kommune.

Indkøber med flair for controlling og kontraktstyring

Ansøgningsfrist 07-12-2020 23:59

Holbæk Kommune opruster på indkøbsområdet med en nyoprettet stilling som indkøbskonsulent med fokus på controlling og kontraktstyring.   

Om stillingen
Indkøbsområdet har høj prioritet i Holbæk Kommune. Vi har en professionel tilgang til indkøb, og vi vil gerne blive endnu bedre. Derfor opretter vi en ny stilling i indkøbsafdelingen, der skal styrke vores arbejde med controlling og kontraktstyring.

Vi er ved at omsætte en ny indkøbspolitik til virkelighed. Det kræver, at vi tænker nyt og styrker vores arbejde med indkøbsdata. Vi har revideret de interne retningslinjer for indkøb. De skal have luft under vingerne sammen med vores koncept for kontraktstyring.

Dine arbejdsopgaver vil centrere sig om
  • controlling: Med afsæt i indkøbsanalysesystemet KMD IA får du ansvaret for at analysere, hvor gode vi er til at anvende vores kontrakter, hvilke indkøbsområder vi bør fokusere på, og hvor store gevinster vi realiserer
  • kontraktstyring: Du vil stå i spidsen for et projekt med at indsamle kontrakter i organisationen som grundlag for indkøbsoptimering, og du vil få en væsentlig rolle i at udvikle vores kontraktstyring
  • at udvikle kommunens indkøbskultur: Sammen med afdelingens e-handelskoordinator skal du planlægge og eksekvere implementeringen af kommunens retningslinjer for indkøb af varer og tjenesteydelser.  
Du bliver en del af en dynamisk indkøbsafdeling og får ti erfarne kollegaer, hvor sparring på tværs og nysgerrighed på hinandens opgaver er en del af DNA’et – selv i en corona-tid. Vi arbejder tæt sammen med kerneområderne og prioriterer at udvikle fleksible tilgange i samarbejdet med forskellige fagligheder. Men vi står også ved vores indkøbsfaglighed og skærer igennem, når det er nødvendigt.

Om dig
Du har en naturlig interesse for at arbejde med tal og analyser. Din indkøbsfaglighed gør, at du kan stille de rigtige spørgsmål i indkøbsanalyser og forholde dig kritisk til svarene. Du kan tilrettelægge effektive kontraktstyringsprocesser og indgå i konstruktive dialoger internt i organisationen og eksternt med leverandører.

Vi lægger vægt på, at du
  • har erfaring fra en indkøbsafdeling i en anden kommune eller offentlig organisation
  • har erfaring med controlling og databehandling i KMD IA og Excel
  • har erfaring med kontraktstyring i Comcares kontraktstyringssystem CC Management
  • er indstillet på, at resultater opnås i et tværfagligt samarbejde mellem kerneområderne og indkøbsafdelingen
  • er lyttende over for organisationens behov og samtidig ikke er bange for at udfordre indgroede vaner
  • kan påtage dig såvel projektleder- som proceskonsulentrollen afhængig af situationen
  • er struktureret og selvstændig i forhold til at sikre fremdrift i dine projekter
  • er hjælpsom og har lyst til at dele din viden.
Om Indkøb
Indkøb er en afdeling med snart 11 medarbejdere, der har erfaring fra både den offentlige og private sektor. Vi har samlet en bred vifte af indkøbskompetencer i én stabsfunktion, som understøtter hele kommunen.

Vi er organiseret med konsulenter, der understøtter et bestemt kerneområde i kommunen. Det giver mulighed for at opbygge gode samarbejdsrelationer og en afvekslende hverdag. Derudover har vi konsulenter, som arbejder fokuseret med indkøbsoptimering af kommunens tværgående varer, tjenesteydelser og it, samt e-handel og controlling.

Du vil møde en arbejdsplads, hvor dine kolleger på samme tid er selvkørende og holdspillere. Vi lægger vægt på betydningen af sparring på kryds og tværs, så juraen og det gode købmandskab bringes i bedst muligt samspil.

Vi er en afdeling, som sætter pris på humor, dynamik og åbenhed – og vores samarbejde er præget af høj faglighed, loyalitet og fleksibilitet overfor såvel interne som eksterne samarbejdspartnere.

Du kan forvente
  • spændende og afvekslende opgaver
  • plads til selvstændighed i opgaveløsningen og hjælpsomme kollegaer
  • faglige udfordringer og personlig udvikling
  • at møde en stærk juridisk faglighed og et stærkt juridisk miljø
  • en velfungerende arbejdsplads med højt til loftet, uformel atmosfære og let til smil
  • fleksible arbejdstider.
Ansættelsesproces og vilkår
Ansøgningsfristen er mandag den 7. december 2020.

Stillingen ønskes besat hurtigst muligt, og samtaler afholdes den 14. og 15. december. De kandidater, der udvælges til samtale, modtager besked herom pr. telefon. Oplys derfor det telefonnummer du gerne vil kontaktes på.

Stillingstype: Som udgangspunkt er der tale om en fuldtidsstilling, men et ønske om nedsat arbejdstid kan imødekommes.

Arbejdssted: Kanalstræde 2, 4300 Holbæk.

Løn forhandles efter gældende overenskomst og erfaring via arbejdspladsens tillidsrepræsentant.

Spørgsmål kan rettes til afdelingsleder for Indkøb Anders Brøndum, andeb@holb.dk, tlf. 72 36 13 64.
 

Send ansøgning



Sidst opdateret

16.01.2020

Ansvarlig redaktør

Jakub Christensen Medonos

Fakta

Ansøgningsfrist
07-12-2020 23:59
Stillingstype
Fuldtid
Kontaktperson
Afdelingsleder Anders Brøndum
Telefonnummer
72361364

Jobagent

Vil du have besked, når der bliver en stilling ledig, der matcher din profil? Så skriv dig op i jobagenten. 

For at komme i betragtning til et job, skal du selv aktivt søge stillingen.

Vi går ikke ind og tjekker de forskellige cv'er i karrierecentret. 

Alle stillinger bliver slået op her på vores hjemmeside. 

Rekrutteringen foregår i den afdeling, hvor jobbet er. 

Åbn jobagent

Sådan søger du en stilling hos os

Vi opfordrer alle, uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge job hos os. 

Vi behandler kun ansøgninger, der er modtaget online. Du sender din ansøgning, dit CV uddannelsesbevis mm. ved at trykke på knappen "Send ansøgning" nederst i selve stillingsopslaget. 

Personalepolitik

Holbæk Kommunes personalepolitik indeholder vores værdier for, hvordan vi omgås hinanden og borgerne. 

Læs personalepolitikken her

I virksomhedspraktik som ledig

Med en virksomhedspraktik har du mulighed for at få snuset til en branche, der interesserer dig, få afprøvet nye arbejdsfelter, få netværkskontakter og måske få foden indenfor i en virksomhed. Jobcenteret i Holbæk Kommune arbejder målrettet med den virksomhedsrettede indsats.

Kontakt jobcenteret for yderligere information