Større kapacitet i tandplejen, bedre adgangs- og arbejdsforhold samt en mere hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne på området. Det er blot nogle af de fordele, den nye tandklinik på Bjergmarkskolen vil give. Dermed får den kommunale tandpleje, der er under pres i sine nuværende rammer, et tiltrængt løft.
Mange fordele med ny klinik
Fredag den 15. august tog borgmester Christina Krzyrosiak Hansen første spadestik til den nye tandklinik ved et arrangement på Bjergmarkskolen. Og det var en glad overtandlæge i Holbæk Kommune, Asmar Housam Alazawi, der overværede begyndelsen på byggeriet:
”Det er en stor og glædelig begivenhed for Tandplejen i Holbæk Kommune. Med dette byggeri får vi nye, moderne rammer for Tandplejen, hvor vi kan samle de faglige kompetencer i ét hus. Det betyder, at vi får større kapacitet og mulighed for at tilrettelægge hverdagen mere effektivt,” forklarer han.
Overtandlægen glæder sig desuden over, at en samling af de faglige kompetencer i de nye rammer vil give en mere attraktiv arbejdsplads med bedre mulighed for kompetenceudvikling og faglig sparring.
En klinik erstatter tre
Den nye tandklinik bliver et byggeri på 1900 kvm. i tre etager med 21 klinikrum til både den almindelige tandpleje, specialtandpleje og tandregulering. Derudover bliver der blandt andet tre røntgenrum, opvågningsrum samt plads til administration og personalefaciliteter mv. Når klinikken står færdig, skal den afløse de tre nuværende klinikker i Holbæk på hhv. Bjergmarkskolen, Absalonskolen og Amtmandsvej.
Der vil stadig være selvstændige kommunale tandklinikker i Tølløse og Jyderup.
Pres på Tandplejen
Den nye tandklinik er nødvendig af flere grunde. Efter de 18-21-årige blev omfattet af den kommunale tandpleje, har der været pres på kapaciteten i den kommunale tandpleje. Samtidig er der et stigende antal børn, der har brug for tandregulering. I alt ventes Holbæk Kommunes Tandpleje at skulle dække 18.000 børn og unge i fremtiden, og det kan de nuværende klinikker ikke rumme. Endelig er flere af de nuværende klinikker utidssvarende og uden handicapindgang.
Byggeriet udføres som totalentreprise af BASE Erhverv og ventes at kunne tages i brug i første kvartal 2027.
