I de kommende år er det forventningen, at der at blive genereret cirka 1,8 millioner ton overskudsjord fra blandt andet byggeprojekterne Holbæk Vest, Holbæk Have og Tjebberup Bakker. Holbæk Kommune går derfor nu i gang med at udarbejde en samlet jordstrategi. Målet er at reducere mængden af overskudsjord, mindske behovet for tilkørte råstoffer og sikre, at mest mulig jord bliver genanvendt lokalt.
”Vi står over for en markant udvikling i kommunen med flere store byudviklingsprojekter. Det betyder store mængder overskudsjord, og her er det vigtigt for mig, at vi ser jorden som en ressource, der kan skabe værdi lokalt. Med strategien kan vi reducere transporten, mindske CO₂-udledningen og undgå, at jorden ender som et affaldsproblem. Strategien skal dermed gøre det lettere at genanvende jorden i nye projekter. Så gevinsterne for både miljø, klima og økonomi vil være store,” fortæller Lars Qvist, formand for Udvalget for Plan, Bolig og Lokal Udvikling.
Mindre transport giver lavere CO₂-udledning
En prognose fra NIRAS viser, at de forventede mængder overskudsjord vil svare til over 50.000 lastbiltransporter. Hvis transportafstanden kan reduceres fra gennemsnitligt 50 til 10 kilometer, kan CO₂-udledningen falde fra cirka 7.300 ton til omkring 1.460 ton.
”Når vi planlægger udviklingen i kommunen, skal vi tænke hele værdikæden med. Vi har et ansvar for at sikre gode løsninger både for borgere, virksomheder og miljøet. Jordstrategien bliver et centralt værktøj, og den skal hjælpe os med at finde lokale projekter, hvor jorden kan anvendes fornuftigt. På den måde undgår vi unødig kørsel og sikrer, at jorden skaber værdi i det område, hvor den kommer fra. Det betyder, at vi kan arbejde mere målrettet med at minimere overskudsjord og skabe lokal anvendelse. Det vil også gavne trafikbelastningen i de områder, hvor der bygges,” fortæller Karen Thestrup Clausen, formand for Udvalget for Klima, Miljø og Natur.
Strategiens fokusområder
Den kommende jordstrategi vil blandt andet indeholde indsatser, der skal:
- systematisere de nuværende muligheder for at reducere mængden af overskudsjord
- sikre bedre planlægning, så jord kan genanvendes inden for de enkelte projekter
- udpege konkrete arealer og projekter, hvor jord kan bruges lokalt, eksempelvis Holbæk Naturpark på Skydebanevej
Kommunalbestyrelsen skal tage endelig beslutning til igangsættelsen af jordstrategien på sit møde onsdag den 17. december. Herefter er det forventningen, at strategien bliver udarbejdet med ekstern rådgivning og kan komme til politisk behandling medio 2026.
