Socialudvalget besluttede i oktober at tildele et driftstilskud på 210.000 kroner til den fortsatte drift af Kirkens Korshærs varmestue i Holbæk. Der er nu opstået økonomisk mulighed for at styrke indsatsen yderligere i 2026.
Baggrunden er, at budgetforliget for 2026 har givet mulighed for at omprioritere midler, der tidligere var afsat til TUBA. I forliget var der afsat 300.000 kroner til TUBA, men organisationen er efterfølgende blevet sikret via finansloven. Socialudvalget kan derfor bruge de reserverede 300.000 kroner inden for udvalgets eget område og har derfor valgt at styrke Kirkens Korshærs’ varmestue yderligere.
”Varmestuen er et vigtigt frirum for nogle af vores mest udsatte borgere. Den giver tryghed, nærvær og en hverdag med faste rammer. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan prioritere ekstra midler, så tilbuddet kan fortsætte på samme niveau som i dag. Det er en investering i livskvalitet, og den betyder meget for både brugere og medarbejdere,” siger Jakob Villadsen, formand for Socialudvalget.
Som besluttet i oktober vil administrationen indlede dialog om en samarbejdsaftale mellem kommunen og Kirkens Korshær. Aftalen vil blive fremlagt for Socialudvalget i første kvartal af 2026.
