Holbæk Kommune har den 30. oktober truffet afgørelse om, at kvalitetsaftalen med Hjembækskolen skal trækkes tilbage. En intern gennemgang af sagen har dog vist, at der i sagsbehandlingen er begået flere alvorlige fejl. Blandt andet er der ikke er gennemført partshøring. Det er en klar tilsidesættelse af forvaltningslovens grundlæggende krav til korrekt sagsbehandling. Derfor annullerer Holbæk Kommune afgørelsen om ophævelse af kvalitetsaftalen med henblik på en fornyet sagsbehandling.
”Det her er en meget alvorlig situation, og vi tager fuldt ansvar for de fejl, der er begået. Borgerne, og særligt børnene og familierne omkring Hjembækskolen, skal kunne have fuld tillid til, at vi som myndighed arbejder korrekt og efter lovens regler. Det har vi ikke gjort i denne sag. Vi skylder derfor familierne og Hjembækskolen en klar og ordentlig proces, og det får de nu,” fortæller Lene Magnussen, direktør for børne- og skoleområdet i Holbæk Kommune.
Den trufne afgørelse bliver derfor trukket tilbage med øjeblikkelig virkning. Kommunen vil nu genoptage sagen og sikre en ny proces, hvor alle relevante parter bliver hørt, og hvor dokumentation, tilsynsgrundlag og vurderinger bliver gennemgået fra bunden.
”Vores næste skridt er at skabe ro og gennemsigtighed for elever og forældre. Alle berørte parter vil blive kontaktet og orienteret om den videre proces. Derudover har vi igangsat en intern opfølgning, så vi kan lære af de fejl, der er sket, og sikre, at de ikke gentager sig,” fortæller direktør Lene Magnussen.
