Første spadestik til nyt Kystliv-center i Holbæk

08-10-2025
Pressemeddelelse Bæredygtig kommune Uddannelsesby

Holbæk Havn bliver snart hjemsted for et styrket center for maritime fællesskaber og læring i bredeste forstand.

Med første spadestik fredag den 10. oktober bliver arbejdet indledt med at realisere første etape af projektet ”FjordLab - fra folkeskole til forskning”, der samler børn, unge, voksne og universitetsmiljøer.

Kystliv Holbæk har de seneste år oplevet en markant vækst i både aktiviteter og efterspørgsel. Centeret har udviklet sig til et samlingspunkt for skoleklasser, foreninger og borgere og samtidig er samarbejdet vokset mellem Kystliv Holbæk og nationale uddannelsesinstitutioner som Professionshøjskolen Absalon, Roskilde Universitet, DTU Aqua og Aarhus Universitet.

”Med etape 1 tager vi et afgørende skridt i udviklingen af Kystliv Holbæk. Vi skaber nye rammer for undervisning, maritim håndværk og forskningssamarbejder, og vi gør Holbæk Fjord til en endnu stærkere ramme for læring, oplevelser og fællesskab,” fortæller Susanne Utoft, formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Holbæk Kommune, der samtidig også takker den filantropiske forening Realdania og Aktieselskabet Dampskibsselskabet Orient’s Fond, der begge økonomisk støtter projektet og ser potentialet i at styrke koblingen mellem et stærkt maritimt miljø, skole, fritid, ungdomsuddannelse og videregående uddannelser.

”Interessen og opbakningen til det her projekt har virkelig være tydelig. Først og fremmest har Holbæk Kommune bakket op, men også skoler, gymnasier og uddannelsesaktørerne udefra har vist stor interesse og villighed til at forbinde sig til projektet. Det er virkelig meget positivt,” siger leder af Kystliv Holbæk, Ture Møller.

Etape 1 omfatter:

  • Et nyt undervisnings- og fritidslokale til skoleklasser, foreninger og unge.
  • Et dæk til bådebyggeri, der giver plads til håndværksmæssige maritime aktiviteter.
  • Laboratorie- og undervisningsfaciliteter, der understøtter læring og uddannelse for børn, unge og universiteter.
  • Fælleskøkken for Kystlivs Holbæks brugere.
  • Diverse tekniske installationer og rum.
  • Kontor- og arbejdspladser til Kystliv Holbæks medarbejdere og centerets brugere.

Invitation til første spadestik

Dato: Fredag den 10. oktober 2025
Tidspunkt: 11.30
Sted: Kystliv Holbæk/Holbæk Havn, Kanalstræde 21, 4300 Holbæk

Her markeres starten på en ny fase i Kystliv Holbæks udvikling. Pressen, samarbejdspartnere og borgere er velkomne til at deltage.

Find mere info om Kystliv Holbæk