Ny erhvervspolitik skal omsættes i praksis

27-04-2026

En ny erhvervspolitik for Holbæk Kommune har set dagens lys. Men hvad rummer den? Og hvordan skal den omsættes i praksis? Læs her hvad udvalgsformand Eva Anker Lund og direktør og ejer i MED Group A/S Peter Martin Skjold Jensen gør sig af tanker om politikken.

På aprilmødet i kommunalbestyrelsen blev en ny erhvervspolitik enstemmigt vedtaget. Politikken har været et års tid undervejs og er blevet til i et tæt samarbejde mellem Holbæk Kommune og det lokale erhvervsliv via Erhvervsudviklingsrådet og Holbæk Erhvervsforum.

Et af rådets medlemmer, Peter Martin Skjold Jensen, der er ejer af Regstrupvirksomheden Military Equipment Denmark A/S, er godt tilfreds med de aftryk Erhvervsudviklingsrådet har fået sat på den nye erhvervspolitik:

”Resultatet er blevet fantastisk godt set fra det udgangspunkt, hvor vi startede. En erhvervspolitik skal favne alle typer virksomheder. Store som små. Nye som gamle. Det synes jeg faktisk, vi har ramt. Det handler om rammevilkår og om muligheder for at drive virksomhed og for at udvikle sig og vækste,” fastslår han.

Formanden for Plan og Erhvervsudvalget, Eva Anker Lund, hæfter sig især ved processen bag politikkens tilblivelse

”Det, der fylder allermest for mig, er, at den er lavet af vores erhvervsdrivende. Af dem, der rent faktisk kan se værdien i det, og som jo er dem, der ved, hvordan vi kan få Holbæk Kommune til at blive et endnu bedre sted at være virksomhed.”

Fokus på fire særlige områder

Den politiske vision på erhvervsområdet er, at kommunen i fællesskab med erhvervslivet i 2035 skal have skabt mindst lige så mange nye jobs, som der er kommet nye indbyggere i Holbæk Kommune. Derfor rummer den nye erhvervspolitik fire centrale indsatser, der tilsammen skal sikre optimale vækstbetingelser for erhvervslivet og skabe flere arbejdspladser i kommunen. Politikken fokuserer således på arbejdskraft, iværksætteri, erhvervsservice og bæredygtige vækstbetingelser.

Skal omsættes til praksis

Med en nyligt vedtaget erhvervspolitik er næste skridt, at få den omsat til virkelighed. Og det arbejde er allerede i gang, fortæller Eva Anker Lund:

”På sidste møde i Erhvervsudviklingsrådet gik vi i gang med at snakke om at omsætte politikken til handleplaner. Vi vil rigtig gerne have lavet et katalog af handleplaner nu, som bliver mere konkrete, og som fortæller, hvad vi rent faktisk skal gøre for at lykkes med politikken. Der kan være lavthængende frugter, og der kan være ting, der tager længere tid og kræver investeringer,” forklarer hun og tilføjer:

”Jeg ser ikke, at vi kan lave et statisk katalog, for verden er hele tiden i forandring. Derfor skal vi løbende evaluere, hvad der er de mest rigtige handlinger, der skal sættes i gang, for at vi kan lykkes. Og vi er allerede i gang. F.eks. har vi gjort myndighedsprocesser smidigere ved at etablere en taskforce, så virksomheder kun skal henvende sig ét sted. Og jeg har allerede fået feedback fra nogle virksomheder, om at vi er blevet dygtigere.”

Peter Martin Skjold Jensen ser erhvervspolitikken som et godt udgangspunkt for konkrete handlinger:

”Vi har fået en erhvervspolitik, hvor der er en lang række ting, der er direkte målbare. Det er virkelig vigtigt, at man ikke laver en politik med hensigter og ”bør”, men at der er nogle ”skal”. Det er vigtigt, vi har nogle målbare punkter for at se, om vi har ramt rigtigt. Eller om vi skal gøre noget for at gøre det bedre næste gang,” siger han.

Infrastruktur og planlægning

Blandt de vigtigste ting at tage fat på i den kommende tid nævner de begge infrastrukturen. Den er under pres af den store udvikling, Holbæk Kommune oplever i disse år både på bolig- og erhvervsområdet. Derfor er der også allerede sat gang i arbejdet med en infrastrukturanalyse, der skal skabe overblik over trafikale projekter og økonomien hertil med det mål at mindske trængslen og sikre bedre afvikling af trafikken.

Derudover er planlægning et stort fokusområde:

”Vi er en stor kommune, og vores arealer er et kæmpe aktiv. Det betyder rigtig meget, hvad det er for nogle erhvervsarealer, der er tilgængelige. Det bruger vi meget tid på at drøfte i udvalget. Vi har et skarpt fokus på planlægning og et skarpt øje på, at det bliver til noget. Vi vil have, at den udvikling, vi sætter i gang, også bliver til noget i praksis,” fastslår Eva Anker Lund.

Peter Martin Skjold Jensen mener derudover, at ledige erhvervsområder er et konkurrenceparameter i forhold til andre kommuner for at tiltrække nye virksomheder:

”Vi er nødt til at tænke langsigtet i forhold til erhvervsjord. Holbæk Kommune må opkøbe jord til erhverv og tænke strategisk. Byggemodnede grunde langs motorvejen, som virksomheder kan købe og bare komme i gang med at bygge. Det er jo det, der er vigtigt for en virksomhed.”

Erhvervsudvikling er kommet højt på dagsordenen

Udvalgsformanden vurderer, at fokus på erhvervslivets forhold er stigende i den nye kommunalbestyrelse, og at starten af en ny byrådsperiode er det helt rigtige tidspunkt at sætte en ny erhvervspolitik i søen:

”Det er et springbræt, som vi har fået forærende. Og tak til det tidligere udvalg for at have givet os den gave det er, at stå som nyt udvalg og have noget, vi er fælles om. Den politiske samtale om erhvervsudvikling er vokset og interessen for erhvervsudvikling i vores kommunalbestyrelsen er stor og stærk. Jeg mærker et meget positivt blik på, at erhvervsudviklingen er vigtig for os alle sammen,” konstaterer hun.

Også i Erhvervsudviklingsrådet er der positive signaler i forhold til det nye Plan- og Erhvervsudvalg:

”Udvalget er en broget flok – positivt ment. Det ser stærkt ud i den konstellation og med de personligheder, de er. Jeg har stor respekt for den måde, de agerer på. Det er vigtigt, at vi har nogen, der vil og tør. Og politisk er det vigtigt, at man laver langsigtede aftaler på tværs, så de også holder efter næste valg,” siger Peter Martin Skjold Jensen.

Han tilføjer, at han også selv føler et ansvar for at følge nogle af indsatserne til dørs, idet han også sidder i bestyrelserne i både Holbæk Erhvervsforum og DI Vestsjælland.

Jeg vil gerne læse hele erhvervspolitikken.