Holbæk Kommune oplever stigende trafik og trængsel, som især gælder på de største indfaldsveje til Holbæk by. Udviklingen hænger sammen med vækst i befolkning og boligbyggeri.
Kommunen vil derfor udarbejde en samlet infrastrukturplan. Planen skal skabe overblik over projekter, økonomi og rækkefølge og dermed sikre, at fremtidens investeringer sker på et fagligt og faktabaseret grundlag.
”Vi oplever i stigende grad trængsel på vejene ind og ud ad Holbæk by. Det påvirker hverdagen for mange af vores borgere og virksomheder. Derfor er det vigtigt, at vi nu tager et samlet greb om infrastrukturen i og omkring Holbæk by. Med en langsigtet plan kan vi prioritere de rigtige indsatser og sikre, at vi bruger ressourcerne bedst muligt. Samtidig får vi et stærkere grundlag for at samarbejde med staten om de løsninger, der går på tværs af vejnettet. Det handler både om fremkommelighed og om at skabe en velfungerende kommune for alle,” fortæller Eva Anker Lund, formand for Plan- og Erhvervsudvalget.
Fokus på trængsel og trafiksikkerhed
Trængslen er størst på Valdemar Sejrsvej, Roskildevej og Kalundborgvej i myldretiden. Samtidig er der potentiale for at udnytte kapaciteten bedre på Munkholmvej. Den nye plan vil have fokus på både trængsel og trafiksikkerhed og pege på konkrete projekter og løsninger, hvilket for eksempel kan være ændringer af veje, bedre trafikstyring og nye forbindelser.
”Vi har brug for et klart overblik over, hvor vi skal sætte ind først. Infrastruktur hænger tæt sammen med byudvikling og bosætning. Derfor er det vigtigt, at vi planlægger langsigtet og koordineret. Med planen får vi et redskab, der kan vise både behov og muligheder. Det giver os et bedre beslutningsgrundlag og en mere sammenhængende udvikling. Samtidig kan vi tage højde for både lokale behov og den gennemgående trafik,” fortæller Eva Anker Lund.
Samspil med statslige investeringer
Arbejdet sker i tæt sammenhæng med statslige projekter. Vejdirektoratet går snart i gang med at ombygge Harmskrydset og undersøger løsninger ved rundkørslen i Tuse. Infrastrukturplanen skal understøtte disse investeringer, hvor målet er at skabe bedre sammenhæng i hele vejnettet.
”Når staten investerer i de store knudepunkter, er det vigtigt, at vi følger op lokalt. Ellers får vi ikke den fulde effekt. Infrastrukturplanen giver os mulighed for at tænke hele vejnettet sammen, så vi kan både afhjælpe de nuværende problemer og fremtidssikre kommunen. Samtidig kan vi planlægge, hvordan trafikken afvikles under vejarbejde, så generne bliver så små som muligt,” fortæller Eva Anker Lund.
Analyse og dialog med interessenter
Arbejdet med planen vil blandt andet omfatte trafikmodeller, analyser og skitseprojekter. Det tager udgangspunkt i Mobilitetsplanen og en trængselsanalyse fra 2022/2023.
Der vil løbende være dialog med relevante interessenter, herunder lokalfora.
Planen forventes fremlagt til politisk godkendelse i slutningen af 2026. Indsatser kan dog blive igangsat tidligere, hvis der er behov for det.
