Ny kampagne hylder hverdagen i folkeskolen

04-02-2026
Pressemeddelelse Vores folkeskole Hele kommunen

Hvis du troede at folkeskolen kun er kedeligt terperi, udfordringer med trivsel og øredøvende larm i klasseværelset, så tager du helt fejl.

De tre ildsjæle fra folkeskolen (fra venstre) Pernille Haagensen, Hanne Birgitte Hellisen og Lærke Dyre Christiansson.

I hvert fald ifølge de tre kvinder, Pernille Haagensen, Hanne Birgitte Hellisen og Lærke Dyre Christiansson, der alle til daglig arbejder på skoleområdet i Holbæk Kommune. De tre ildsjæle oplever selv, at hverdagen er meget anderledes end forestillingerne, og derfor vil de sætte fokus på alt det, du ikke ved om folkeskolen.

”Når vi taler om folkeskolen, er det ofte økonomi, karakterer, struktur og udfordringer, der fylder i debatten. Det er alt sammen væsentlige ting, men vi glemmer bare alt det, der sker hver eneste dag – det, der gør folkeskolen til et levende, kreativt og fælles rum for børn og voksne,” siger Pernille Haagensen.

Videoer, plakater og biografreklame

”Gennem seks korte videoer inviterer vi indenfor i skolernes hverdag og viser sider af folkeskolen, som mange ikke kender til. Her er der plads til faglig fordybelse, kultur og fællesskab, elevinddragelse, teknologi, læringsmiljøer, der motiverer og inspirerer og ikke mindst undervisning – masser af undervisning. Kort sagt: Folkeskolen – som den ser ud i dag,” fortæller Hanne Hellisen.

Lærke Dyre Christiansson uddyber:

”Vi vil gerne vise, at folkeskolen er meget mere end det, man ofte hører om i den offentlige debat. Der sker så mange fantastiske ting i hverdagen, og det fortjener at blive fortalt. De her videoer viser virkeligheden, som den er: fuld af engagement, kreativitet og fællesskab,” fortæller hun.

#detvidsteduikkeomfolkeskolen

Kampagnen vil blive synlig både online og via biografreklamer, plakater og på digitale infostandere rundt omkring i Holbæk, og har sit eget #detvidsteduikkeomfolkeskolen.

De seks videoer har hver sit tema:

Vidste du, at…

  • Vi er undervisning – masser af undervisning!
  • Vi fylder kultur i rygsækken.
  • Vi er læring i bevægelse.
  • Vi er sammen om skolen.
  • Tech også er en del af undervisningen.
  • Vi er børnenes stemmer.

Den første video har premiere 4. februar og herefter vil de følgende videoer blive udgivet hen over foråret 2026.

Se de første videoer og læs mere om kampagnen.