Varsel om snestorm

06-02-2026
Nyhed Trafik og veje Krise og beredskab

Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer til at ruste sig til snevejret.

Update: Fredag den 6. februar

Vi har alt mandskab ude. Vi arbejder hele tiden på at få ryddet sne og saltet så hurtigt som muligt på de kommunale veje, hvor vi prioriterer de største veje først. Men vi kæmper mod elementernes rasen: Snevejr og fygning. Og det kommer til at fortsætte. Derudover er der risiko for isslag, så overvej kraftigt, om du overhovedet skal bevæge dig ud i trafikken.

Skal du alligevel ud, så kør forsigtigt og pas på hinanden i trafikken. Selvom der er saltet/ryddet, kan der stadig forekomme glatte veje.

Hjemmeplejen gør alt, hvad de kan for at forcere snemasserne. Men det kan ikke undgås, at der er forsinkelser og enkelte aflysninger. Så vi håber på forståelse og tålmodighed.

Orøfærgen sejler foreløbigt planmæssigt, men der kan opstå mindre forsinkelser som følge af vejret.

Update: Onsdag den 4. februar

DMI har udsendt forvarsel om kraftigt snefald i hele politikredsen fra torsdag middag og et døgn frem. Det varslede snevejr kan give store forstyrrelser for trafikken. Det er dog endnu usikkert, hvor slemt vejret bliver på Sjælland.

Kraftigt snefald er, når der er risiko for mere end 15 cm sne på 6 timer. Der er dog stor usikkerhed om snemængderne, og hvor de placerer sig, og sneen kan nogle steder i vores område falde som regn eller slud.

Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer derfor forud for det ventede snevejr til nøje at tage en vurdering af de lokale forhold, før de begiver sig ud i trafikken, og eventuelt udskyde sine køreture til et senere tidspunkt. Får du handlet de mest nødvendige dagligvarer i dag onsdag, så kan du eksempelvis nemmere begrænse din udkørsel i løbet af torsdagen og fredagen.

Derudover gælder de normale råd, hvis du alligevel skal bevæge sig ud i trafikken:

  • Orienter dig hos trafikinfo.dk først
  • Sørg for at både elbil og mobiltelefon er opladt
  • Hav varmt tøj og et tæppe med, hvis du får brug for at vente i bilen
  • Kør med forsigtighed og tålmodighed
  • Tag en skovl med i bilen, så du selv kan grave dig ud af de mindre snedriver

Følg med i vejrsituationen på dmi.dk

Følg trafiksituationen på trafikinfo.dk

Find flere gode råd på politi.dk/kriseinfo

Senest opdateret 05-02-2026