Brobygning mellem folkeskolen og erhvervsuddannelser er ikke et nyt begreb. Men et samarbejde mellem erhvervsskolen NEG i Holbæk og Vipperød Skole har udvidet rammerne og har samtidig givet Vipperød Skole en sidegevinst i form af nye billige møbler til skolen.
”Vi havde en del slidte møbler på Vipperød Skole. Vi kiggede i møbelkataloger efter nye, men møbler er dyre at købe, og derfor fandt vi på, at vores elever kunne lave dem selv i et forløb på NEG i Holbæk,” fortæller Sophie Danneborg, der er lærer på Vipperød Skole.
Målrettet forløb for håndværksinteresserede
Derfor kontaktede hun NEG om muligheden for at lave et udvidet brobygningsforløb for udvalgte elever, som havde interesse for håndværksfagene.
På NEG var Rasmus Vedby Mejlkjær, der er instruktør i skolepraktikcenteret, straks med på ideen:
”Normalt, når folkeskoleelever kommer på brobygning, så er det én dag, hvor de får lov at lave et lille fuglehus eller et lignende mindre projekt. Derfor målrettede vi dette forløb og lavede et koncentreret program på 2-3 dage, hvor eleverne kunne samle nogle rigtige møbler, der efterfølgende kunne bruges på deres egen skole.”
Anders Ejgard Petersen, der er uddannelsesleder på NEG, glæder sig over, at man har afprøvet en ny og mere målrettet form for brobygning:
”Vores opgave er jo at bidrage til samfundet med uddannede håndværkere. Vi kommer til at mangle faglærte i fremtiden. Derfor er vi nødt til at gøre os bemærket som erhvervsskole, for vi er i konkurrence med mange uddannelser. Og så er det fedt, at vi kan lave et projekt, hvor elever i vores skolepraktikcenter får erfaring i at bygge noget, som rent faktisk skal bruges i virkeligheden – på en folkeskole.”
Giver stolthed og ejerskab
Møblerne består af to trappemøbler på hjul, som eleverne kan sidde på, når der f.eks. holdes morgensamling, eller hvis de skal lave gruppearbejde. Derudover har eleverne produceret seks væghængte arbejdsstationer, som er sat op på skolens gange, hvor man kan sidde og lave skolearbejde.
”Vi kan se, at hvis man selv har været med til at lave noget, så har man en stolthed over det og passer godt på tingene,” fortæller Sophie Danneborg og tilføjer:
”Eleverne var virkelig engagerede, da de var på NEG og lave møblerne. De synes, det var det fedeste og et dejligt pusterum i skolelivet. Og så har det også betydet noget, at arbejdet gav mening – at det var møbler, som skulle bruges her på skolen,” fastslår hun.
Vil gerne fortsætte
Hun håber også, at denne model kan fortsætte fremadrettet og endda blive udbredt til skoler i hele Holbæk Kommune.
”Det vil dog kræve, at der politisk bliver afsat nogle penge til at fortsætte projektet,” forklarer hun.
Af de 60.000 kr. Vipperød Skole satte af til materialer, måtte de ca. 40.000 kr. bruges på at give møblerne en brandhæmmende lakering hos et firma ude i byen, hvilket var et krav fra brandmyndighederne. Derfor er der behov for finansiering, hvis denne model for brobygning skal kunne fortsætte de kommende år.
