Holbæk Kommune opretter Børneråd

22-01-2026
Pressemeddelelse Omsorg og støtte Familie og børn

Holbæk Kommune opretter et nyt Børneråd, der skal styrke det politiske arbejde for udsatte børn og unge samt deres familier. Rådet skal bidrage med faglig og erfaringsbaseret viden og skabe et tættere samspil mellem politikere, civilsamfund og kommunale aktører.

Kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune har besluttet at oprette et Børneråd, der fremover skal rådgive og bidrage til udviklingen af kommunens indsatser for udsatte børn og unge. Rådet skal fungere som et tværgående forum, hvor viden fra praksis og civilsamfund bringes direkte ind i det politiske arbejde.

“Når vi træffer politiske beslutninger om udsatte børn og unge, er det afgørende, at vi har den bedst mulige viden at læne os op ad. Med Børnerådet får vi et forum, hvor erfaringer fra både fagpersoner og civilsamfund kan bringes direkte ind i det politiske rum. Det er et område med stort politisk fokus, og med Børnerådet får vi et stærkere grundlag for at træffe beslutninger, der gør en reel forskel i børns og familiers liv,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen, borgmester i Holbæk Kommune.

Børnerådet skal blandt andet afgive høringssvar i sager, der vedrører udsatte børn og unge og deres familier. Samtidig skal rådet kunne give løbende input til justering af kommunens indsatser, så de i højere grad matcher de behov og udfordringer, som udsatte børn, unge og familier oplever i hverdagen.

Et fælles ansvar for børns trivsel

Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen ser oprettelsen af Børnerådet som et vigtigt skridt i en tid, hvor der er et øget fokus på området. Både politisk og administrativt bliver der arbejdet med at styrke indsatserne for børn med særlige behov, blandt andet i forhold til skolefravær, visitation, samarbejde med forældre og mere sammenhængende støtte omkring barnet:

“Rådet skal være med til at sikre, at vi hele tiden justerer vores indsatser, så de passer til virkeligheden. Det handler om at styrke børnenes personlige ressourcer og give dem de samme muligheder for udvikling, sundhed og et godt voksenliv som deres jævnaldrende. Samtidig sender Børnerådet et klart signal om, at trivsel for børn og unge er et fælles ansvar. Vi ønsker et tættere samarbejde mellem kommune og civilsamfund, fordi de bedste løsninger ofte skabes i fællesskab.”

Sammensætning af Børnerådet

Børnerådet får i alt ni medlemmer. Tre medlemmer vælges blandt Kommunalbestyrelsens egne medlemmer. De øvrige seks medlemmer udpeges efter indstilling fra lokalafdelinger af relevante organisationer. Det er Socialudvalget, Børne- og Familieudvalget samt Skole- og Uddannelsesudvalget, der beslutter, hvilke organisationer der kan indstille medlemmer.

Med denne sammensætning skal rådet sikre både politisk forankring og en bred repræsentation af viden og erfaringer fra praksis.