Formålet er at få omsat redegørelsens konklusioner og læringspunkter til konkrete anbefalinger, der kan styrke procedurer, praksis og samarbejde på tværs af hele skoleområdet i Holbæk Kommune.
Den eksterne opgave omfatter ikke yderligere undersøgelser eller afdækning af de konkrete sagsforløb. Fokus er derimod på, hvordan den allerede tilvejebragte viden kan anvendes til læring og udvikling, både på Jyderup Skole og på tværs af kommunens skoler.
”Jeg oplever, at der er bred politisk opbakning til redegørelsen og det arbejde, der er lagt i den. Redegørelsen kommer grundigt rundt om de relevante problemstillinger og peger samtidig tydeligt på de områder, hvor både skole og kommune skal blive bedre. Nu handler det om at omsætte den viden til læring og konkrete forbedringer,” fortæller Emrah Tuncer, formand for Skole- og Uddannelsesudvalget.
Flere politikere understregede på mødet behovet for arbejdsro omkring de initiativer, der allerede er sat i gang på Jyderup Skole, og vigtigheden af at skabe stabilitet omkring skolens videre udvikling.
”Vi skal sikre, at de indsatser, der nu er sat i gang, får tid til at virke. Samtidig skal vi bruge erfaringerne fra Jyderup Skole til at styrke hele skoleområdet. Derfor ønsker vi en ekstern faglig sparring, som kan hjælpe os med at omsætte redegørelsens læringspunkter til varige forbedringer for elever, medarbejdere og forældre,” fortæller Emrah Tuncer.
Administrationen vil nu udarbejde et kommissorium for opgaven, som bliver forelagt Skole- og Uddannelsesudvalget i august.
Læs redegørelse om Jyderup Skole
Læs referat fra møde mellem politiske gruppeformænd og skolebestyrelse
