Når Deres Majestæter Kongen og Dronningen besøger Holbæk Kommune torsdag den 4. juni, bliver dagen ikke kun fyldt med officielle programpunkter. Både i Holbæk og Svinninge bliver der en lang række aktiviteter, som borgere og besøgende kan tage del i.
I Holbæk midtby åbner butikker og caféer allerede kl. 9.00, og bymidten bliver pyntet med flag, blomster og Dannebrog, så byen er klar til at tage imod både Kongeparret og de mange gæster.
På havneområdet vil der især om eftermiddagen og aftenen være masser af liv for hele familien. Her kan man blandt andet opleve gymnastik, cirkusworkshop, fægteopvisning, basketball, graffitivæg, musik, fællessang, åbent skib og aktiviteter på vandet.
Ved Kystliv Holbæk og Værftet inviterer flere lokale aktører indenfor med blandt andet åbent hus, musik, kanosejlads og søsætning af en jolle. På Krags Brygge kan man blandt andet besøge Marinehjemmeværnets skib Holger Danske, opleve Søværnets Tamburkorps og Holbæk Garden og være med til fællessang sammen med over 100 korsangere, inden Kongeskibet Dannebrog afsejler om aftenen.
Også i Svinninge bliver dagen markeret, når Kongeparret besøger To Øl. Området ved To Øl er åbent for offentligheden fra kl. 10.00 til 22.00, og her vil der være aktiviteter for både børn og voksne med blandt andet motionsløb, fodbold, petanque, havespil, legeland og musikalske indslag.
Der vil både på havneområdet, i midtbyen og i Svinninge være mulighed for at købe mad og drikke i løbet af dagen.
Holbæk Kommune håber, at mange borgere, familier, foreninger, virksomheder og besøgende har lyst til at være med til at gøre dagen festlig og mindeværdig.
Det samlede program for Kongeparrets besøg og aktiviteterne i løbet af dagen kan findes på www.holbaek.dk/sommertogt.
