I alt bliver der plantet omkring 27 hektar ny skov. Skovene kommer til at bestå af hjemmehørende træer og buske samt vandhuller og lysåbne områder, der skal skabe gode levesteder for dyr og planter. Lokale skolebørn deltager også i plantningen.
Formand for Klima-, Miljø- og Naturudvalget, Jarl Falk Sabroe, glæder sig over de nye skove:
”De nye skove er endnu et vigtigt skridt i vores arbejde med at skabe mere natur og styrke biodiversiteten i Holbæk Kommune. Skovene skal ikke kun binde CO2 og beskytte grundvandet. De skal også give borgere mulighed for flere naturoplevelser tæt på, hvor de bor. Samtidig er det positivt, at lokale børn er med til at plante træerne. Det giver en forståelse for naturen og for, hvorfor den grønne omstilling er vigtig,” fortæller Jarl Falk Sabroe, der tilføjer, at der har været en god dialog med naboer, lokalfora, Oplevelsescenter Nyvang m.fl. omkring de nye skove, som generelt er blevet taget godt imod.
Stoltenborg Skov ved Knabstrup bliver den største af de to nye skove med omkring 20 hektar skov, søer og lysåbne områder. Grandløse Skov bliver cirka 7 hektar og etableres vest for Nyvang nær Holbæk Fælled.
Der er opnået støtte fra Klimaskovfonden til Stoltenberg Skov og fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø til Grandløse Skov.
Skovrejsningen er en del af Holbæk Kommunes klimastrategi, hvor målet er at rejse mere skov og styrke biodiversiteten i kommunen.
