Klimakrisen kræver bæredygtige energiløsninger, men ofte møder energiprojekter lokal modstand, fordi anlæggene ikke tager hensyn til lokale forhold. I et nyt EU-projekt, der omfatter Orø og Femern, vil man skabe lokale, bæredygtige energiløsninger, hvor borgerne selv er med til at udforme planerne. Det handler om at finde grønne alternativer, der passer til de lokale forhold og samtidig har opbakning blandt beboerne. Resultaterne af projektet skal herefter kunne fungere som model for andre øsamfund i EU.
Muligheder skal kortlægges
Projektet skal kortlægge de muligheder, der er for at optimere energianvendelsen gennem udvikling af fælles løsninger for energiforbruget. Det sker blandt andet ved at afdække tekniske muligheder for energioptimeringer, produktionsmetoder og netplanlægning for forskellige hustyper. Kortlægningen vil derudover forholde sig til, hvordan den regionale og lokale planlægning kan udnyttes til at fremme optimale energiløsninger og vedvarende energikilder.
”Projektet skal munde ud i energihandleplaner, der skal vise, hvordan teknologiske løsninger kan omsættes, så det passer til lokalområdernes forudsætninger. Planerne implementeres gennem lokalt forankrede energicentre, der skal sikre størst mulig inddragelse af borgerne,” forklarer Steen Schønemann, der er projektudvikler i Holbæk Kommune og har sikret projektets finansiering med EU-midler.
Opstartsmøde 18. maj
Projektet skydes i gang ved et møde den 18. maj kl. 13 på Orø Kro.
Her vil en oplægsholder fra Energifælleskaber Danmark fortælle om de generelle muligheder for at fremme bæredygtige fælles løsninger gennem et energifællesskab. En repræsentant for Energifællesskabet på Stevns vil fortælle om konkrete erfaringer, og Ærø-fonden vil fortælle om Ærøs gode erfaringer med vedvarende energi.
Herefter vil deltagerne sammen med oplægsholderne drøfte mulighederne for at komme godt fra start på Orø.
Der kræves ikke tilmelding. Alle med interesse er velkomne.