De fleste kender det, at man sætter vaskemaskinen til at vaske, når strømmen er billigst. Det er sund fornuft og godt for elregningen. Forestil dig så, at man skalerer dette princip op til at omfatte alle husstandes og virksomheders samlede elforbrug, så har du en ide om, hvad ambitionen bag Horizon Europe-projektet Reeflex er.
Projektet skudt i gang i Holbæk
Holbæk Kommune er med i projektet, og formålet er at skabe større fleksibilitet både i vores produktion og vores forbrug af strøm, så vi i størst muligt omfang undgår spidsbelastninger i et i forvejen presset elnet. Projektet blev sat i søen onsdag den 27. maj på Elværket i Holbæk med deltagere fra en række lande.
”I Holbæk er vi stolte over at holde dette kick-off event. Vi stræber efter altid at være ambitiøse og fokuserede i udviklingen af vores lokalsamfund. Her er klimaet, bæredygtighed og grøn energi højt på dagsordenen, og som politikere har vi et ansvar for at handle. Vi skal blandt andet skabe moderne energiløsninger til borgerne, og derfor er Reeflex-projektet meget relevant i Holbæk Kommune,” fastslog formanden for Klima-, Miljø- og Naturudvalget Jarl Falk Sabroe, da han åbnede arrangementet.
Fleksibilitet skal optimere vores elforbrug
Blandt talerne ved åbningen var også Jacob R. Vinther, der er senior forretningskonsulent i Cerius-Radius, som er et af de selskaber, der står for at distribuere strømmen ud til forbrugerne på Sjælland. Han understregede, at med den stigning, vi ser i elforbruget i Danmark, så er elnettet under pres. Derfor er fleksibilitet hos både forbrugere og producenter af strøm en del af løsningen.
Kristina Juelsgaard, der er Holbæk Kommunes projektleder konkretiserer yderligere:
”Fleksibilitet handler om at tilpasse elproduktionen og elforbruget som helhed. For Holbæk Kommunes vedkommende handler projektet om, at vi skal optimere vores brug af vores egen elbilflåde, hvor vi har ca. 150 elkøretøjer. Der er simpelthen penge i at være fleksibel, og den optimering vil vi gerne jagte. Og så skal vi kommunikere til borgerne, at der er teknologi på vej, som skal gøre elforbruget mere fleksibelt,” fortæller hun og tilføjer:
”Hvis man kunne bruge elbilens batteri til at aflaste ”kogespidsen” (spidsbelastningen på elnettet ml. kl. 17 og 19, red.) i husholdningen og i det hele taget være mere fleksible med vores apparater derhjemme, så er der en gevinst at hente.”
Nyt teknologier
Blandt elementerne i projektets nye teknologier er en dataplatform, som fungerer som systemets “digitale hjerne”. Platformen indsamler og organiserer realtidsdata fra intelligente målere, distribuerede energiressourcer og tilsluttede enheder på forskellige demonstrationssteder.
Reeflex-projektet kører foreløbig i syv lande. Der er storskalaforsøg i Spanien, Grækenland, Schweiz og Bulgarien, hvor man tester nye teknologier i forskellige miljøer, herunder boligbyggeri, mobilitetssystemer, kommercielle lokationer, industrielle faciliteter og datacentre.
Samtidig skal aktiviteter i Tyrkiet, Portugal og Danmark udvide projektets rækkevidde og understøtte tilpasning til forskellige reguleringer og tekniske kontekster.
Ved at udnytte data i stor skala giver platformen et detaljeret overblik over mønstre i energiforbruget. Avancerede analyseværktøjer giver mulighed for at lave præcise prognoser over efterspørgsel og produktion af strøm. Disse prognoser hjælper med at reducere energispild, optimere ressourceanvendelsen og sænke omkostningerne uden at forbrugerne behøver at ændre deres daglige rutiner.
Du kan læse mere om Reeflex på projektets engelsksprogede hjemmeside.
