På den sydligst beliggende ejendom i Holbæk Kommune ligger Søtofte Gårdmejeri i naturskønne omgivelser ud til Gyrstinge Sø. Det er parret Mikkel Poulsen og Marie Linea Østergaard, der, som hhv. landmand og mejeriingeniør, ud fra en fælles interesse og drøm har drevet mejeriet på Mikkels barndomshjem siden 2019.
Prisbelønnet creme fraiche
Produkterne er naturligt nok økologisk mælk, yoghurt, ost, fløde og fra januar i år også Søtoftes Creme Fraiche 42%. Og det er denne seneste nyskabelse, der for nylig faldt i så god smag hos dommerpanelet, at den vandt Mejeriforeningens Gourmetpris 2026. Om hvordan produktet så hurtigt har fået succes siger Mikkel:
”Jamen jeg aner det ikke. Det smager bare hammergodt. Det er en god råvare, og så har vi ladet mikroorganismerne gøre deres arbejde og syrne det, og det udvikler nogle skønne smage, som dommerne godt kunne lide. Der er måske også en smule held i det. Det er bare skønt, de godt kunne lide det,” fortæller han.
Fineste restauranter blandt kunderne
Produkterne fra mejeriet kan købes i et lille gårdsalg på ejendommen, men det er kun en ubetydelig del af omsætningen, der ligger her. Derimod bliver mejeriets produkter hovedsageligt afsat via grossist hos nogle af landets mest kendte restauranter som Geranium, Noma og Jordnær. Men der er dog også lokale kunder som Grøn Kaffe og Klap Bar i Holbæk samt Elmely Kro nær Ugerløse og Præstegården i Jyderup.
”Vores primære marked har altid været gastronomiscenen i København, og det kræver en superhøj kvalitet. Vi synes, det er sjovt at lave høj kvalitet i stedet for høj volumen, og vi oplever, at mange gerne vil have høj kvalitet, og at de også gerne vil give ekstra for det. Der er rigtig god efterspørgsel i øjeblikket, og jeg håber, det er fordi, de kan smage forskel,” forklarer Mikkel.
Udvider kapaciteten
Parret er netop nu i gang med en udvidelse af mejeriet, så de kan øge kapaciteten. Blandt andet er der et udviklingsarbejde i gang for at lave flere forskellige slags oste. Men vejen mod større volumen skal ikke ske på bekostning af kvaliteten eller imaget som lille lokalt mejeri:
”Selv om vi udvider, så er vi stadig forsvindende små i forhold til andre mejerier. Vores dagsproduktion kører de store mejerier jo igennem i sekundet nærmest. I dag har vi 50 køer, og den gennemsnitlige kobesætning i Danmark er på 280 køer, så der er lang vej til bare at nå gennemsnittet. En stor del af vores produkt er jo også, at det er hele vejen fra græsmarken til færdigt mejeriprodukt,” og det bliver ikke ændret, fastslår Mikkel.