Stor donation fra A.P. Møller Fonden til Naturpark Åmosen

13-05-2026

Naturpark Åmosen har modtaget 13 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal til opførelsen af et nyt naturrum og indgangsportal ved Skarresø på Vestsjælland.

Fra venstre Flemming Larsen, Formand for Naturpark Åmosens bestyrelse, Niels Agerbo, Formand for Jyderup Fonden, og Lena Thulstrup Andreassen, direktør i Naturpark Åmosen. Naturrummet skal placeres i landskabet bag dem.

fra venstre Flemming Larsen, Formand for Naturpark Åmosens bestyrelse, Niels Agerbo, Formand for Jyderup Fonden, og Lena Thulstrup Andreassen, direktør i Naturpark Åmosen. Naturrummet skal placeres i landskabet bag dem.

Fotografi Naturpark Åmosen

Projektet skal skabe en central indgang til den 8500 hektar store naturpark, og bliver et nyt samlingspunkt for lokale og besøgende i området. Holbæk Kommune bidrager samtidig økonomisk til projektet med 2,3 millioner kroner.

Projektet er udviklet i tæt samarbejde mellem Naturpark Åmosen, Jyderup Fonden og foreningen Jyderups Fremtid, som gennem mere end 10 år har arbejdet for at skabe et samlingspunkt ved Skarresø.

”Naturpark Åmosen er et helt særligt landskab, men det har manglet et sted, hvor fortællingen kan begynde. Naturrummet ved Skarresø skal blive netop det sted. Med denne flotte donation er fundamentet lagt for et projekt, der skal styrke både natur- og kulturformidling, fællesskab og oplevelser i Naturpark Åmosen,” siger Lena Thulstrup Andreassen, Direktør i Naturpark Åmosen.

Indendørs formidlingssted

Naturrummet og indgangsportalen kommer til at ligge på kanten mellem Skarresø, skoven og mosen, lige der hvor Åmosens karakteristiske landskab træder tydeligt frem. Naturrummet bliver et indendørs formidlingssted med åbne og fleksible rum, hvor der året rundt kan afholdes aktiviteter, undervisning, foredrag og arrangementer. Bygningen skal indpasses nænsomt i omgivelserne og give udsigt til både sø og mose. Projektet udvikles desuden med fokus på bæredygtige materialer, landskabsforståelse og en stærk formidlingsprofil.

Holbæk Kommune betragter projektet som et vigtigt led i udviklingen af natur, friluftsliv og turisme i kommunen og fremhæver, at naturrummet vil styrke både formidling, fællesskab og kendskabet til området.

”Det er fantastisk, at Naturparken nu får en indgangsportal, der kan styrke både formidling af områdets kvaliteter og bruges til aktiviteter og arrangementer til gavn for lokalsamfundet og besøgende. Stort tillykke og tak for indsatsen til de mange ildsjæle i Jyderup, der har arbejdet så ihærdigt for dette. Og stor tak til A.P. Møller Fonden for deres donation, der gør dette projekt muligt,” siger Holbæk Kommunes borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.