På Vipperød Skole har de internationalt udsyn. Med finansiering fra EU-projektet Erasmus+ har lærere fra Vipperød Skole været på besøg i Estland i januar i år. Og til september er det så valgfagsklassen med elever fra 8. og 9. årgang, der skal besøge skolen Puiga Pöhikool, der ligger i den sydlige del af Estland.
Skal styrke international forståelse
”Her skal vores elever, sammen med de estiske, arbejde i fælles grupper om temaer som ungdomsliv, skolekultur, familie, demokrati og fremtidens skole. Eleverne skal både samarbejde digitalt før besøget og fysisk under opholdet i Estland,” forklarer Søren Nørgaard Meinert, der er en af de lærere, der har besøgt Estland. Han tilføjer:
”Det faglige perspektiv handler især om at styrke elevernes internationale forståelse, demokratiske dannelse og evne til at samarbejde på tværs af kulturer. Projektet tager samtidig udgangspunkt i projektbaseret læring og FN’s verdensmål og bygger således ovenpå det udviklingsarbejde Vipperød Skole har haft gennemført under frihedsforsøget,” fortæller han.
Besøg fra Estland
Forberedelserne til udvekslingen i september er allerede i fuld gang. Således er skolelederen Siiri Plangi og engelsklæreren Pille Lassman fra den estiske skole på besøg på Vipperød Skole den 28. og 29. maj. Besøget fra de estiske lærere skal blandt andet bruges til fælles planlægning af elevaktiviteterne og udvikling af det faglige program for elevudvekslingen.
Forskelle giver inspiration
Fredag den 29. maj er eleverne, der skal til Estland i september, samlet for at møde de to estiske lærere. Her fortalte Pille Lassman om det estiske skolesystem, der på lange stræk minder meget om det danske. Dog får estiske elever karakterer tre gange årligt også i de små klasser. Til gengæld får eleverne både gratis morgenmad og et varmt frokostmåltid hver dag på den estiske skole.
”De danske elever virker mere frie og tager gerne ansvar. De har et tillidsfuldt forhold til deres lærere, hvor vi nok er mere strenge og akademiske,” fortæller Pille Lassman om nogle af de forskelle, hun har bemærket.
Og det bekræfter Søren Meinert, der selv har overværet en matematiktime på den estiske skole:
”Det faglige niveau er højt,” fastslår han og bliver suppleret af sin lærerkollega Ane Fangel, der også skal med til Estland i september:
”Men så lærer vores elever noget andet - at navigere.”
For lærerne giver samarbejdet således mulighed for at udveksle erfaringer om undervisning, elevinddragelse og skolekultur i de to lande.
Fokus på brobygning
Da de danske lærere besøgte Estland i januar, var samarbejdet om gode overgange mellem grundskole og ungdomsuddannelser i fokus. Derfor skal de estiske skolefolk – efter besøget på Vipperød Skole - også besøge Slotshaven Gymnasium, for at høre om ungdomsuddannelser i Danmark og om samarbejdet mellem grundskole og ungdomsuddannelser. De estiske gæster har også vist stor interesserede for den danske juniormesterlæreordning, hvor elever går i skole tre dage om ugen og på arbejde de sidste to dage.
Begge skoler håber at skabe relationer og erfaringer, som kan bruges i den fremtidige undervisning og i nye internationale samarbejder.

