Der er fart på i byggebranchen. Og det kan de mærke i Holbæk Kommunes byggesagsafdeling, hvor medarbejderstaben snart bliver forøget med flere friske hænder til at behandle byggesager.
Kompliceret lovgivning
”Lovgivningen på området er dybt kompliceret. Vi laver afgørelser efter byggeloven og bygningsreglementet, og en stor del af vores arbejde handler om at sikre, at den gældende lokalplan bliver overholdt, der hvor man ønsker at bygge,” fortæller konstruktør Nicolai Aarøe og ingeniør Bettina Brant Hansen, der er to af kommunens erfarne erhvervsbyggesagsbehandlere.
”Vi prøver at finde løsninger sammen med ansøgeren – det er vores arbejde. Lovgivningen lægger ofte op til skøn og konkrete vurderinger. For at kunne lave et skøn kræver det, at man kender praksis og afgørelser på området, så vi skal have opdateret viden konstant,” fortæller Nicolai Aarøe og tilføjer:
”Vi er halvnørder og teknikere. Vores udfordring er, at vi hele tiden skal tænke i løsninger, levere god service og overholde lovgivningen. Succesen opstår, når man kan forene alle hensyn og finde en god løsning i fællesskab med ansøgeren.”
Tag en snak med os inden du sender din byggeansøgning
En meget stor del – faktisk over halvdelen af alle byggeansøgninger – er mangelfulde, når de bliver sendt ind. Det gælder også, selv om virksomheden benytter en professionel rådgiver til papirarbejdet.
”Mange tænker: Der er jo lang kø, så vi må hellere få sendt noget afsted. Men når vi modtager en mangelfuld ansøgning, kan vi ikke behandle den. Derfor vil vi rigtig gerne i dialog med virksomheden eller rådgiveren, inden ansøgningen bliver indsendt. Ved en indledende snak kan vi vurdere, om sagen involverer andre myndigheder. Vi må først give en byggetilladelse, når alle andre forhold er på plads,” fastslår Bettina Brant Hansen.
Og en byggesag trækker ofte tråde til andre myndighedsområder. Det kan den gøre, hvis der f.eks. indgår forhold om vejareal, vandløb eller spildevand, jordhåndtering, natur og miljøforhold eller bevaringsmæssige forhold.
Du er velkommen til at kontakte byggesagsafdelingen for en indledende snak om dit erhvervsbyggeri på mailadressen: byggesag@holb.dk.
Nye tiltag på byggesagsområdet
Holbæk Kommune har indført en fasttrack-ordning, der betyder, at alle sager får en indledende vurdering, når ansøgningen er kommet ind. Her bliver det afgjort, om en sag er så simpel, at den kan straksbehandles, eller om der er mangler i ansøgningen. Hvis det sidste er tilfældet, bliver ansøger kontaktet med det samme med oplysning om, hvad der mangler.
Ved større og mere komplicerede sager, danner man en tværgående taskforce, der involverer de nødvendige fagområder. Det betyder, at virksomheden kun skal henvende sig ét sted, selv om sagen breder sig over flere myndighedsområder.