På Tåstruphøj i Holbæk ligger en virksomhed, der er ved at vokse ud af sine nuværende rammer.
”Vi har brug for dobbelt så store lokaler,” fastslår adm. dir. Henrik Haack i virksomheden Bønnen Danmark A/S, der leverer kaffe og kaffemaskiner til erhverv. Virksomheden har ifølge Børsens opgørelse haft en vækst i omsætning på 240% over de seneste fire år. I dag er der 27 ansatte, og direktøren forventer en omsætning på 30 mio. kr. i 2026.
Ser markedet på en anden måde
Henrik Haack har tidligere drevet virksomhed i Køge med flere forskellige produkter. I februar 2025 udskilte han kaffedelen fra det tidligere firma og flyttede det til Holbæk. Hans vurdering var, at markedet var domineret af gamle firmaer, der gør tingene, som de altid har gjort og så nogle få nye firmaer, der gør tingene på en anden måde.
”Vi er nye spillere på banen og anskuer markedet på en anden måde. Vi har hele værdikæden selv fra kaffen til maskiner, reservedele og serviceaftale. Det er fremtiden, for det giver et tættere forhold til kunden,” fastslår han og vurderer, at det kun er 5-10% af branchen, der har hele værdikæden selv.
Som noget helt nyt har virksomheden lige nedsat en professionel bestyrelse for at få mere indsigt udefra. Lige nu er det strategiske fokus at blive landsdækkende bl.a. ved at opkøbe virksomheder, der passer i konceptet.
Principper og bæredygtighed før profit
”Vi kører efter princippet BAKE: Behandle Alle Kunder Ens. For alle kunder fortjener at blive serviceret rigtigt,” siger Henrik Haack. Et andet af virksomhedens principper er bæredygtighed.
”Vi tænker miljøforhold ind i alt fra engangskaffekrus til de poser, bønnerne leveres i. Nu får vi f.eks. lavet tryk direkte på poserne, så vi ikke behøver bruge papir og lim for at sætte en label på. Vi er nede i de der helt små detaljer.”
En brugt kaffemaskine fra en kunde bliver heller ikke smidt ud. Den gennemgår en grundig renovering på firmaets eget værksted, så den kan få nyt liv hos en ny kunde.
Og så er virksomheden med i projekt NGUVU i Kenya, der handler om at give noget tilbage til kaffebønderne.
”Vi hjælper kvinder med at have deres egen jord, vi underviser dem i dyrkning, så planterne kan give større udbytter. Vi sørger for, at de får afregning for deres produkter med det samme – i modsætning til de vilkår, de tidligere havde. Det er en måde at hjælpe dem ud af fattigdom,” fortæller Henrik Haack.
Han ser gerne, at virksomheden vokser, men det er ikke profitten, der skaber motivationen:
”Jeg er et sted i livet, hvor man gerne vil give noget tilbage, når man kan. Sådan tænkte jeg ikke, da jeg var ung,” indrømmer han.
”Men det gør jeg nu. Det er indbygget i vores koncept, at vi giver noget tilbage – det giver en stolthed. Så kan det godt være, vi ikke tjener så meget lige nu, men til gengæld kan man se sig selv i spejlet. Og vi bliver nødt til at gøre endnu mere. Hvis man ikke gør det her, så har man ikke en berettigelse i markedet,” vurderer han.
Plej dine medarbejdere
Som vækstvirksomhed giver Henrik Haack gerne et godt råd videre til andre, der ønsker at øge deres omsætning:
”Plej dine medarbejdere. Sørg for at de bliver hørt og får ansvar og ejerskab. Så er det meget sjovere at gå på arbejde,” fastslår han og afslører, at virksomhedens nyeste medarbejder er Jan på 75 år, der arbejder som altmuligmand.
”Man skal ikke smide det grå guld på gaden. Der er rigtig meget erfaring i en moden medarbejder, og der er et helt andet fokus og ro over arbejdet,” slutter han.

