NB Ældre sammenligner kommunerne på 18 indikatorer fordelt på seks kategorier. Et ekspertpanel med tre forskere og ti kommunale topledere på ældreområdet har bidraget til justeringen af indikatorerne siden sidste års analyse. Indikatorerne skal tilsammen belyse kvaliteten af ældreplejen i bred forstand.
For Karina Lyneborg, formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Holbæk Kommune, er fremgangen glædelig, men resultaterne skal først og fremmest bruges til at se på både styrker og udfordringer.
"Det er selvfølgelig rigtig positivt, at vi rykker 30 pladser frem. Jeg ser det som en anerkendelse af, at vi på flere områder bevæger os i den rigtige retning. Men en placering på en rangliste er ikke et mål i sig selv. Det vigtigste er, at vores ældre borgere oplever en tryg pleje med høj faglighed og kontinuitet. Derfor skal vi både glæde os over de gode resultater og være åbne om de områder, hvor vi fortsat skal gøre det bedre," fortæller Karina Lyneborg.
Fremgang på flere områder
Blandt de tydeligste forbedringer er andelen af uddannet personale i ældreplejen, der årligt skifter arbejdsplads. Her går Holbæk Kommune fra nummer 48 sidste år til nummer 16 i år.
Også flere af undersøgelsens sundhedsindikatorer viser fremgang. Når det gælder forebyggelige sygehusophold blandt plejehjemsbeboere, går kommunen fra nummer 72,5 til nummer 44. For hjemmeboende ældre går kommunen fra nummer 60 til nummer 38. På genindlæggelser blandt plejehjemsbeboere går Holbæk fra nummer 59 til nummer 33.
Samtidig er andelen af ikke-uddannet sosu-personale placeret som nummer 26 mod nummer 40 sidste år, mens sygefraværet blandt sosu-medarbejdere giver en placering som nummer 11 mod nummer 17 sidste år.
Om undersøgelsen
NB Ældres analyse sammenligner alle 98 kommuner. I 2026 består analysen af 18 indikatorer fordelt på seks kategorier. 17 af de 18 indikatorer fra 2025 indgår igen. Som noget nyt indgår tilfredsheden blandt hjemmehjælpsmodtagere, mens indikatoren for antal medarbejdere pr. leder er udgået.
NB Ældre understreger, at ranglisten viser kommunernes resultater på de valgte indikatorer, og at både valget og vægtningen af indikatorerne har betydning for den samlede placering. En anden sammensætning eller vægtning ville derfor kunne give et andet resultat.
