Kastaniely i finalen om at blive Danmarks bedste plejehjem

05-10-2026

Plejecenter Kastaniely i Svinninge er kommet gennem nåleøjet og er blandt de sidste fem plejehjem, der er nomineret til titlen som Danmarks bedste plejehjem 2026. Det er en anerkendelse af den hverdag, som medarbejdere, beboere, pårørende og frivillige hver dag skaber på plejecentret.

Danske Seniorer arrangerer for sjette gang konkurrencen om Danmarks bedste plejehjem. I år modtog konkurrencen 286 indstillinger fordelt på 124 plejehjem. Herefter gennemgår Danske Seniorer blandt andet indstillinger, tilsynsrapporter, statistik over sygedage og smileys, inden hovedbestyrelsen udvælger de fem nominerede - her var Plejecentret Kastaniely i Svinninge med.

”For os er det virkelig stort at være kommet så langt i konkurrencen. Vi arbejder hver dag på at skabe et godt og trygt hjem for vores beboere. Vi inddrager de pårørende i beboernes liv og gør en dyd ud at få dem til at føle sig velkomne på centret. Vi har også en skare af frivillige, som laver mange sjove og spændende arrangementer for beboerne. Så for os er den her konkurrence et kæmpe skulderklap til fællesskabet omkring Kastaniely,” siger Susanne Birgitte Hansen, der er centerleder på plejecentret.

Tryghed, relationer og liv i hverdagen

I indstillingen af Plejecenter Kastaniely bliver der blandt andet lagt vægt på arbejdet med at skabe tryghed, livsglæde og omsorg samt på at bruge velfærdsteknologi, når den kan gøre en positiv forskel for beboerne.

Plejecentret arbejder desuden med faste, selvstyrende teams, så beboerne møder kendte ansigter, og der lægges vægt på at lære den enkelte beboer at kende allerede før indflytningen gennem samtaler med beboeren og de pårørende.

Plejecentret er også i en løbende dialog med de pårørende og opfordrer dem til at give deres mening til kende. De kan således give Kastaniely en score efter et besøg. Det benyttes til at gå i dialog og forandre ting.  

”Vi har rigtig mange gode plejecentre og plejehjem i Holbæk Kommune. De går nye veje, de har et helhedssyn på beboernes liv, og de yder hver dag en omsorgsfuld og respektfuld pleje af beboerne. Så det overrasker mig ikke, at vi nu har Kastaniely med i opløbet til at blive Danmarks bedste plejehjem. Stort tillykke til medarbejderne, beboerne, de pårørende og de frivillige. Jeg håber, Kastaniely går det sidste stykke og vinder titlen,” siger Karina Lyneborg, der er formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Holbæk Kommune.

Nu er det op til danskerne

Man kan stemme på de fem nominerede fra den 5. oktober 2026 til den 5. november. Det foregår på Danske Seniorers hjemmeside, hvor man også kan læse mere om konkurrencen og de nominerede. Gå til afstemningssiden her

Alle kan stemme. Eneste krav er, at man har en e-mailadresse.

Vinderen af konkurrencen modtager 20.000 kroner til en fælles oplevelse for alle, der bor, arbejder og giver en hånd med på det vindende plejehjem. Vinderen offentliggøres i uge 47.

Du kan læse Kastanielys indstilling til Danske Seniorers konkurrence her

Du kan se mere til hverdagen på Kastaniely på centrets Facebookside