Kom til dialogcafé om Holbæk bymidte

12-10-2026

Vores indkøbsvaner har ændret sig markant de seneste årtier, og det sætter sine spor i butikslivet. Derfor er en arbejdsgruppe i gang med at se på, hvordan vi kan sikre en fortsat levende og attraktiv bymidte i Holbæk. Nu inviterer arbejdsgruppen til dialogcafé, hvor du kan høre, hvad de arbejder med og komme med dine egne input til det videre arbejde.

Arbejdsgruppen, der arbejder med udvikling af bymidten.

Arbejdsgruppen for Holbæk midtby har eksisteret i over et år og består af repræsentanter fra Erhvervsforum, Byforum, Kulturforum og Holbæk Kommune. Gruppen er nu klar til at præsentere sit foreløbige arbejde for offentligheden, og derfor inviterer de til:

Dialogcafé mandag den 9. november kl. 18 – 20 på Holbæk Bibliotek.

Det kræver tilmelding at deltage i mødet.

Gå til tilmelding

Hvis du ikke kan være der fra starten så bare kom, når du kan. Der er plads til 150 deltagere, og tilmelding er først til mølle.

Efter en fælles velkomst vil der være følgende stande, hvor du kan høre mere om gruppens arbejde og komme med dine egne forslag og ideer til det videre arbejde:

  • Holbæk stationsområde – hvad er vigtigt i omdannelsen?
  • Byens udvikling – hvordan bliver byen et bedre sted for alle borgere?
  • Et bedre handelsliv – hør om arbejdet med lokalplanen for bymidten.
  • Trafik og byliv – hvordan fungerer det i Holbæk midtby?
  • En mere kulturel bymidte – hvad mener du, der skal til?
  • Byliv – hør om Byforums arbejde for en mere levende bymidte.
  • Borgerne er med – mød lokalforum og giv input til det fremtidige arbejde.

Vær med online

Allerede nu og frem til den 15. november kan du deltage i debatten og bidrage med dine ideer online på Deltag Holbæk.

Her kan du læse om de forskellige projekter og komme med dit input. Det kræver at du logger ind med din bruger eller opretter dig med MitID.

Politisk afsæt

Arbejdsgruppens arbejde tager blandt andet udgangspunkt i det politiske temamøde, der blev holdt i august i Plan- og Erhvervsudvalget. På den baggrund drøfter gruppen en række forskellige temaer.

Det drejer sig blandt andet om anvendelsesbestemmelser i lokalplanen for bymidten, der fastsætter hvilke typer butikker, der må være hvor. I den forbindelse drøftes også muligheden for hybridbutikker, som kombinerer flere traditionelle brancher som f.eks. vareudsalg i kombination med en café.

Et andet stort tema i drøftelserne er kulturen, og hvilken rolle den skal spille i bymidten. Kulturforum har her lagt op til, at vi skal væk fra ”mere kultur i bymidten” til i stedet at tale om ”en mere kulturel bymidte”.  For kultur kan både være events, kunst og oplevelser – men det kan også være en visuel identitet i byrummet, en social dimension på butikkers produkter og services eller kultur som et fællesskab og samarbejde mellem kreative miljøer i byen.

Kræver samarbejde

Der er altså emner nok at tage fat på ved dialogcaféen den 9. november og på Deltag Holbæk. Udvikling af Holbæk bymidte er et tværgående ansvar og opgave. Derfor er alle kræfter velkomne i arbejdet med at skabe fremtidens bymidte i Holbæk.

Vel mødt til dialogcafé.