Partierne bag budgetaftalen fra venstre mod højre: Morten Stig Pedersen (Ø), Jesper Hartøft (F) Emrah Tuncer (B), Jakob Villadsen (F), Betina Fabricius Olsen (O), Søren Stavnskær (Æ), Christina Krzyrosiak Hansen (S) og Stampe Duus (C)
Der er landet en budgetaftale i Holbæk Kommune.
Aftalen indeholder ingen besparelser, men har derimod investeringer for hele 30 millioner ekstra i kvaliteten i blandt andet dagtilbuddene, folkeskolen og ældreplejen i Holbæk Kommune.
”Jeg er virkelig stolt af den her budgetaftale. Vi har over mange år skabt en meget robust økonomi, og jeg er virkelig glad for, at vi nu kan veksle det til et bredt og markant løft af den borgernære velfærd. Jeg vil gerne takke partierne for en god og konstruktiv proces og for at tage ansvar for økonomien,” siger Christina Krzyrosiak Hansen, der er borgmester i Holbæk Kommune.
Aftalen indeholder blandt meget andet et stort løft på skoleområdet.
”For de øvrige partier og mig personligt var det vigtigt at give folkeskolen et markant løft. Vores medarbejdere yder hver dag en kæmpe indsats, men vi har for mange børn, der afslutter folkeskolen uden tilstrækkelige færdigheder. Derfor afsætter vi samlet 13,2 millioner til vores skoler. Heraf er 10 millioner målrettet indsatser som to-voksen-ordninger. Det er noget, der vil kunne mærkes ude i klasselokalerne – det har eleverne og lærerne brug for”, siger borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.
Holbæk Kommuner har mange tilflyttere og er en af de kommuner med den største befolkningstilvækst uden for hovedstadsområdet.
Det betyder blandt andet et stort behov for gode og tidssvarende rammer for børnene. Derfor kommer der nye børnehuse i Mørkøv og Tølløse og det nybyggede børnehus i Holbæk færdiggøres. Den store renovering af Bjergmarkskolen for 170 millioner i 2027-2030 fortsætter også, og der sættes desuden 70 millioner af til at sætte gang i etableringen af en ny folkeskole i Holbæk. Det vil aflaste Tuse Skole og de andre skoler i Holbæk.
Netop fordi kommunen vokser, ser partierne et endnu større behov for at tiltrække uddannelser. Holbæk Kommune har haft succes på den front de senere år, men partierne mener, der skal skubbes yderligere på den udvikling til gavn for de unge, erhvervslivet, sygehuset og for kommunen som arbejdsplads. Derfor er der afsat 1,2 millioner kroner årligt til Holbæk Uddannelsescenter.
Budgetaftalen er indgået mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Konservative, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Enhedslisten.
Venstre og Liberal Alliance står uden for aftalen.
Citater fra aftalepartierne
Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til aftalepartierne for et rigtig godt og konstruktivt budgetforløb. Jeg er især glad for, at vi med denne aftale investerer så markant i vores velfærd med et stort løft af folkeskolen, en stærkere indsats for unge på vej mod uddannelse og job og et løft af ældre- og demensområdet. Samtidig investerer vi massivt i de fysiske rammer omkring vores velfærd og i den infrastruktur, der skal følge med, når Holbæk Kommune vokser. Det er et budget, hvor borgerne kommer til at kunne mærke, at vi investerer i både hverdagen og fremtiden.
Sif Thomsen
Socialdemokraterne
Kommunalbestyrelsesmedlem
Jeg er stolt af, at vi med denne budgetaftale investerer i børn og unge. Vi styrker den tidlige indsats, løfter folkeskolen, forbedrer specialområdet og faglokalerne samt giver foreningslivet et løft med højere medlemstilskud. For Radikale Venstre handler god økonomi om at investere i mennesker og sikre, at ingen børn og unge står udenfor.
Emrah Tuncer
Radikale Venstre
Viceborgmester og formand for Skole- og Uddannelsesudvalget
Konservative er meget tilfredse med det kommende budget. Jeg hæfter mig ved, at vi vil et stærkt og dynamisk erhvervsliv og har en række initiativer med bl.a. strategiske opkøb, for at fremme erhverv langs vores motorveje. Ligeledes har vi sikret, at vi fortsat ikke har dækningsafgift. Med afsæt i DI`s liste over erhvervsvenlighed, har vi taget en række initiativer, for at gøre det lettere at drive virksomhed. Endelig glæder jeg mig over, at der fremadrettet er en veterankoordinator på fuldtid, som kan støtte veteraner og deres familier.
Stampe Duus
Konservative Folkeparti
Formand for Unge- og Beskæftigelsesudvalget
Enhedslisten ønsker en kommune hvor alle borgere uanset forudsætninger skal kunne få et legende, lærende og anstændigt liv. Vi har kæmpet for at hver en krone i budgettet, både på drift og anlæg, som har fokus på at bidrage til dette. Konkret betyder det resurser til fritidstilbud, faciliteter og ekstra støtte til børn med særlige behov. Resurser til forbedringen af ledsagerordning og serviceniveauer på socialområdet. Og til sidst kompensation for transport til kontanthjælpsmodtagere til og fra aktivering. Vi anerkender vi slet ikke er i mål med det specialiseret skoleområde og socialområde som er pressede af tidligere besparelser og effektiviseringer og at de derfor i fremtiden skal prioriteres.
Morten Stig Pedersen
Enhedslisten
Kommunalbestyrelsesmedlem
SF har kæmpet for at løfte skole-, børne- og socialområdet bedst muligt indenfor budgettets rammer og haft særligt fokus på børn og unges trivsel ved tidlige indsatser. SF er også glade for, at vi styrker samarbejdet med civilsamfundet og fortsat investerer i den grønne omstilling.
Jakob Villadsen
Socialistisk Folkeparti
Formand for Socialudvalget
Det glæder DF, at vi har kunne skrive under på et budget, hvor der er sket væsentlige forbedringer på både ældre-, børne- og socialområdet. Ligeledes er de små samfund blevet set og hørt, og der er sat fokus på fornuft ved at genbruge, renovere og værdsætte de bygninger og anlæg, vi har i kommunen.
Betina Fabricius Olsen
Dansk Folkeparti
Kommunalbestyrelsesmedlem
Vi gik til budgetforhandlingerne med fokus på kernevelfærd, lokalområderne og en kommune, der fungerer i hverdagen. Derfor glæder vi os over flere penge til skolerne og lokalområderne samt et konkret løft af Vej og Park. For os handler det om, at pengene skal kunne mærkes hos borgerne – i hele Holbæk Kommune.
Søren Stavnskær
Danmarksdemokraterne
Kommunalbestyrelsesmedlem
Nedslag i budgetaftalen
Ældre
Budgetaftalen afsætter årligt 2 millioner kroner til borgere med demens og deres pårørende. Pengene skal blandt andet gå til særlige demensafsnit på plejehjemmene og tilbud til de pårørende.
Anlæg
Partierne bag budgetaftalen holder anlægsbudgettet på et højt niveau med 265 millioner kroner årligt.
Det giver penge til klimavenlige renoveringer og opsættelse af solceller på kommunens bygninger samt nybyggeri af børnehuse og skoler
En dobbeltrettet cykelsti mellem Megacentret i Holbæk og Søstrup bliver endelig en realitet. Der er afsat 5,5 millioner fra statslig side til projektet – det matcher Holbæk Kommune.
Lokalområderne
Der afsættes 1 million kroner til renhold og vedligeholdelse af områder og faciliteter på tværs af kommunens lokalområder. I dag er det mange steder ildsjæle, der står for opgaven. De skal i højere grad kunne bruge deres kræfter til det, de brænder for.
Børnespecialområdet
Der er et mærkbart løft på vej til børnespecialområdet. Partierne bag aftalen afsætter 4 millioner kroner i 2027 og 2028, 2,6 millioner i 2029 og 1,3 millioner i 2030 til området. Pengene skal gå til en reduktion af rådgivernes sagsmængde, så de får mere tid til den enkelte sag.
Sportsbyen
Partierne bag budgetaftalen er enige om, at der skal oprettes et padelcenter i Holbæk Sportsby som det første af flere faciliteter. I den forbindelse vil de undersøge mulighederne for at gøre det i et offentligt-privat partnerskab – en såkaldt OPP.
Holbæk bymidte
Partierne bag aftalen ønsker at understøtte det igangværende arbejde med en ny lokalplan for Holbæk bymidte. Derfor afsættes der 2 millioner kroner årligt til at styrke livet og handelen i bymidten.
Civilsamfundet
Holbæk Kommune afsætter ekstra set 3,15 millioner kroner årligt til det frivillige sociale arbejde. Det bringer kommunen på niveau med landets øvrige kommuner.
Herudover er der penge til aktiviteter og transport for borgere i botilbud og ekstra penge til ledsageordningen for handicappede. Ledsageordningen ændres også, så man bedre kan undgå at ubrugte timer bortfalder.
