Alternative boformer

Fællesskabende boligområder understøtter det gode liv og bidrager til et levende lokalsamfund. Har du lyst til at bo mere bæredygtigt og sammen med andre, så læs med nedenfor. I Holbæk Kommune vil vi nemlig gerne have flere bofællesskaber.

Vi ved, at et boligområde med en blandet beboersammensætning og hvor der er plads til socialt samvær og fælles aktiviteter medvirker til en levende bydel og et levende lokalsamfund. Vi ved også, at det at bo og deltage i et fællesskab styrker den enkeltes livskvalitet. Ifølge nye undersøgelser er bofællesskabet - som boligform - direkte medvirkende til at bekæmpe ensomhed. Og særligt blandt ældre.

I Holbæk Kommune har vi derfor en vision og et ønske om at sikre en bæredygtig boligudvikling, der understøtter et levedygtigt lokalsamfund og som imødekommer den enkeltes boligbehov. Med udgangspunkt i Boligstrategien 2019 er visionen derfor at skabe flere blandede boformer og boligtyper, herunder bofællesskaber. I flere lokalområder i Holbæk Kommune er der tilmed et ønske om at få etableret en mere mangfoldig beboersammensætning, og herunder et stærkt ønske om at tiltrække bofællesskaber. Flere steder er der også konkret opbakning og/eller konkrete projekter undervejs.

Vi har lavet et overblik over Holbæk Kommunes forskellige lokalområder med en udpegning af oplagte arealer til udvikling af fællesskabende boligområder.

Her kan du læse mere om de udlagte arealer

Tag kontakt til Strategiteamet i Plan og Erhverv, hvis du ønsker at komme i gang med et bofællesskab. Du kan ringe på vores hovednummer 72363636 og blive omstillet.

Senest opdateret 07-01-2025